Der er øjeblikke i filmhistorien, jeg ved, vil være med mig til min død. Tjenestepigen Sookee, som ømt masserer sin hertugindes spidse kindtand med et fingerbøl i ’The Handmaiden’. Leatherface, som viser sig i døråbningen med et olmt hyl foran Kirk og slår ham ned med en kødhammer i ’The Texas Chainsaw Massacre’. Kaptajn Barbossa, der træder ud i månelyset i sin skeletform i ’Pirates of the Caribbean’.
Det er øjeblikke, der ikke blot er formperfekt udført, men som i deres pludselige voldsomhed sender et adrenalinrus til hjernen, og vender alt, der er gået forud i filmen op til da på siden.
Andrzej Zulawskis ’Possession’ fra 1981 indeholder flere af disse øjeblikke.
Den unge kvinde Anna (Isabella Adjani) flygter fra sin voldelige mand Mark (Sam Neil) og hopper pludselig ud foran en lastbil. Skrummelkassen svinger udenom, men Annas handling rammer stadig seeren en som en spand isvand. I efterspillet ligger kvinden i siden af vejen med blod fossende fra næsen i et nærbillede, der viser manien i Adjanis fine ansigtstræk.
Hvad der begynder som et Bergman’sk, begsort skilsmissedrama mellem en fraværende mand og en ulykkelig kvinde transformeres til noget langt mere grusomt sekundet vi seere træder ud foran lastbilen sammen med Anna.
Med Berlins brutalistiske arkitektur og den enorme mur, der opdelte byen som et blodigt sår i næsten 30 år som baggrund, kæmper Mark for at holde fast i en kone og et barn, der forsvandt mellem fingrene på ham år før, han vendte hjem fra sit arbejde som spion for den vesttyske efterretningstjeneste. Alt imens overtages Anna af en voksende sindssyge i forsøget på at skabe et nyt liv for sig selv.
Mark finder frem til, at Anna har en hedonistisk elsker, Heinrich, men idet hun igen og igen og i en stadigt mere katatonisk tilstand vender hjem til parrets klaustrofobiske køkken, går det op for den aggressive mandsling, at kvindens hemmeligheder stikker dybere end en affære.
Herfra udvikler filmen sig til en surrealistisk moralfortælling i stil med Brødrene Grimms mere sadistiske eventyr. Og den sande natur bag Annas id – som hun skjuler i en sygeligt gul lejlighed – kan måske gættes, hvis man nævner, at det var den italienske special effect- magiker Carlo Rambadi, der tidligere havde lavet effekter til ’Alien’ og ’Close Encounters of the Third Kind’, som stod bag designet.
En instruktør i eksil
Trods ’Possession’s budget på blot to millioner insisterede den unge producent Marie-Laure Reyre på at hente Carlo Rambadi til Vesttyskland for at fremhæve filmens mere sensationalistiske elementer. Da han ankom til settet med et enormt, alien-lignende design, som han skulle bruge et par uger til at gøre helt klart, informerede instruktør Zulawski ham om, at monstret skulle bruges senere samme dag.
Ud af nød måtte den erfarne italiener bruge filmruller og lim til at skabe en glubsk masse af kød, tentakler og slim, der spytter og hvæser fra lejlighedens uigennemtrængelige mørke.
Som mange af filmhistoriens største horror-værker var produktionen bag ’Possession’ præget af teknisk snarrådighed og artistisk fingerspidshed i mangel på ressourcer. For at skabe følelsen af en forladt, trøstesløs by, måtte Zulawski tigge og bede hjemløse, lokale og turister om at forlade gaderne i fem minutter med budskabet om, at han blot prøvede at gøre sit arbejde.
Mark og Annas hjem blev ikke filmet i en kulisse, men i en 34 kvadratmeter snoldet lejlighed med udsigt til Berlin-muren, og som knap nok gav plads til kameraet. De resulterende klaustrofobiske indstillinger styrker blot følelsen af, at publikum er fanget midt i et giftigt, dybt ulykkelig familiekrak.
På papiret virker Andrzej Zulawski måske nok til at have haft visse ting til fælles med lignende hittepåsomme 80’er og 90’er-instruktører á la gyseraficionadoerne Peter Jackson og Sam Raimi, der også brød igennem med et kamera i den ene hånd og en hjemmelavet afrevet arm i den anden. Men Zulawskis historie er præget af et anderledes bedrøveligt personforløb. Da den polske stat anklagede hans film ’The Devil’ for at sprede antikommunistiske budskaber, blev filmmageren tvunget i eksil i Paris, og han baserede ’Possession’ på et ulykkeligt forhold. For at få finansieret filmen af studiet Paramount, fortalte han slet og ret, at han ville lave en film, om en kvinde, der knepper en blæksprutte.
Ligesom Berlin er det i filmen, er ’Possession’ også dybt splittet. Den er et fascinerende sammensurium af kynisk Østblok-sentimentalitet, hvor personer skjuler urokkelige monstrøsiteter lige under det betongrå tapet, med en vestlig fascination af menneskets civiliserede krop, som et tyndt stykke hudstof over en makaber psykose.
Med enorm nysgerrighed prikker og pirrer Zulawski til Annas forværrede tilstand gennem chokerende billeder af selvmord og mani. Udover det føromtalte nærmøde med en lastbils køler, tager hun pludselig fat i husets elektriske brødkniv og fører den til struben i et desperat forsøg på at stoppe sin mands evindelige krydsforhør.
Farvel til den frygtelige kvinde
Man kunne frygte, at ’Possession’ var endnu en film i rækken af stokkonservative portrætteringer af kvindelige psykopater, der udøver frygtelig hævn over mændene i deres liv. Fra David Cronenbergs ’The Brood’ over Adrian Lynes ’Fatal Attraction’ til vores egen Christian Tafdrups bedagede ’En frygtelig kvinde’ er filmhistorien fyldt med mænd, der viser kvinder som ustyrlige, bestialske og morbidt manipulerende. Selv det mere progressive serielandskab anno 2020 kæmper med visse hustrukarakterer, der udelukkende defineres igennem bedrevidende husbonder.
Om end mange af disse film og serier kan være rigeligt underholdende i deres egen ret, så giver de sjældent anden indsigt, end at mændene bag dem åbenlyst er skrækslagne for det modsatte køn – en pointe, filmskaberne dog sjældent har selvindsigt til at granske.
Zulawski er imidlertid for stor en humanist til at efterlade Anna på alteret af instruktørens eget alterego i filmen; Mark. Og selvom Sam Neil giver den hele armen som en ordensmand, der langsomt falder ned i underverdenen på jagt efter sin kone, som i en græsk tragedie, så tilhører filmen Isabella Adjani.
Det er hendes karakteristiske manierisme, der får Anna til at leve og ånde på skærmen. Hendes stampen med hænderne, når Mark igen-igen forgæves forsøger at rationalisere deres behov for at være en familie. Hendes intime monologer, hvor hun prøver at finde ind til kernen af sin »manglende menneskelighed«. Og – naturligvis – hendes komplet uregerlige voldsudbrud mod sig selv og omverdenen i en famlende vrede.
Mest ikonisk er scenen, hvor Adjani udfører sin dans med djævlen i Vesttysklands snørklede metrosystem. Det er en præstation, der får dæmonbesatte Reagan fra ’The Exorcist’ til at ligne en sød skolepige. Fra diabolsk latter, vrid, støn og en dyrisk snerren over tabte indkøbsposer og spildt mælk slutter Adjani på gulvet i et skrig fra helvedets dybeste ringe, der får mellemgulvet til at snørre sig sammen.
Det er igennem dén præstation, at vi som publikum får den relativt sjældne filmfornøjelse at sympatisere med et kvindeligt monster.
Og i ’Possession’s egne flyvske, surrealistiske natur virker det næsten passende, at filmen, trods dens mange akkolader, er næsten umulig at opspore. Der er en Blu-Ray-udgivelse på markedet, og det er så bestemt besværet værd at støve den gamle disc-afspiller af for at opleve Zuklawskis apokalyptiske mareridtsfortælling. For ingen anden film fremviser på klarere vis forbindelsen mellem det skrøbelige menneskelige ego og kroppen. Og ingen anden film argumenterer helt så uafrysteligt insisterende for, at gøre op med klicheen om den frygtelige kvinde.