‘Under the Bridge’: Ny serie baseret på virkelig mordsag er for lang til at binge, men man har lyst alligevel
Et mord. En gruppe ondskabsfulde teenagere. Kiksede forældre, der abonnerer på pamfletter fra Jehovas Vidner. Et børnehjem uden regler. En politibetjent med store drømme. Og en forfatter med en dyster fortid, der er vendt tilbage til hjemstavnen, fordi noget ’kalder’ på hende.
Og så er hele baduljen baseret på en sand historie.
I en lille canadisk by i Saanich i 1997 er det værste rygte, nogen kan sprede om dig, at du har aids.
I en hævnakt er det præcis, hvad den 14-årige, indisk-canadiske Reena Virk gør mod den smukke blonde Josephine, som har holdt hende udenfor.
Med Josephines dagbog og dybeste hemmeligheder spredt ud foran sig ødelægger Reena (spillet af det lysende talent Vritika Gupta) med en fastnettelefon i hånden Jospehines ry, ét opkald ad gangen.
Lige indtil hendes strenge, overbeskyttende, religiøse mor tvinger hende til at lægge på.
Og det er måske meget godt. For Reena har ikke lagt sig ud med hvem som helst. Josephines eneste ambition i livet er nemlig at blive mafiaboss. Derfor har den værgeløse pige samlet sig et voldsparat crew, kaldet CMC (Crips Marfia Cartel), der holder til på byens børnehjem. Og en aften lokker CMC-banden Reena i fælde under en mørk bro.
De ondskabsfulde piger har klart lånt en side af de unge psykopaters drejebog i HBO-hitserien ’Sharp Objects’. For et par dage senere bjerges Reena lig, med en bindi brændt mellem øjnene og lungerne fyldt med sten.
Den sande historie om den unge Reena Virks død har med ’Under the Bridge’ fået sig en fiktionaliseret overhaling.
Serien er baseret på forfatteren Rebecca Godfreys truecrime-roman af samme navn. Hun mistede i 2022 sit liv til lungekræft, men kæmpede for Hulu-adaptationen af sit værk sammen med serieskaber Quinn Shephard indtil sin død.
I serien portrætteres forfatteren af den uhyre velcastede, ligeledes blege og lidt indadvendte Riley Keough. Sammen med sin barndomsveninde, politibetjenten Cam (Lily Gladstone), prøver hun at opklare mordet på Reena Virk. Samtidig skal de navigere i de unge teenageres voldelige kliker og mærkelige ritualer, mens deres egne barndomsminder plager dem.
Lily Gladstone er lige så fortryllende som altid. I vinter tog hun vejret fra publikum med sin hypnotiserende præstation i Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’, og som den adopterede politibetjent Cam leverer hun igen på højt niveau.
Den dygtige efterforsker er indfødt amerikaner, og som den eneste bider hun mærke i, at Reenas mord kan være racemotiveret. Da Reena i første episode omtales som en »BIC-girl«, lader Lily Gladstone med en subtil, dyb vejrtrækning skinne igennem, at mordet har slået dybe rødder i Cam.
Slangordet kommer af de farverige engangslightere, af mærket BIC, som du køber på en tankstation, bruger et par gange og forlægger et eller andet sted. En BIC-girl er altså en engangsfornøjelse, uden værdi.
Der er mange af den slags sprudlende slangord og idéer i ’Under the Bridge’. Serieskaber Quinn Shephard har indrammet den kedelige canadiske bys trummerum ekstremt godt. Man mærker virkelig seriens kolde blå farver og teksturer, når Cam og forfatteren Rebecca turnerer de flossede, rustne broer og iagttager teenagernes hullede jeans.
Serien stagnerer dog, når Rebecca og Cam i hele to ud af otte afsnit kører rundt for at indsamle vidneforklaringer. Byen Saanich er simpelthen så kedelig og håbløs, at det er lige før, man forstår, hvorfor de unge udvikler ekstreme tendenser. Spørgsmålet er bare, om det nu også er deres skyld, at den 14-årige døde?
I centrum for det hele rumsterer Reena Virks egen familie. Gennem sporadiske flashbacks får man familiens historie, som skildrer, hvordan racisme og diskrimination førte dem lige i armene på en smilende gruppe Jehovas Vidner.
Mens familien Virk kæmper for at holde deres teenager under kontrol, føler Reena sig kun mere og mere undertrykt. Og samtidig lokker børnehjemmets frie tøjler og den uelskede Josephines seje bande hende mod mørket.
Spørgsmålet er bare, hvad der helt præcis skete under broen, da Reena døde. Det finder man først ud af til sidst, når seriens store klimaks blæser én kulderystende baglæns.
Kort sagt:
Den veloplagte, sande mordhistorie ’Under the Bridge’ kunne snildt være to afsnit kortere. Men serien sprudler af traume, drive og spændende karakterer, at man alligevel ikke kan lade være med at se til ende.
Anmeldt på baggrund af hele serien.