På årets filmfestival i Cannes scorede den amerikanske filminstruktør Sean Baker, der har indieperler som ‘Red Rocket’, ‘The Florida Project’ og ‘Tangerine’ på cv’et, karrierens første Guldpalme.
Det gjorde han med sexarbejderkomedien ‘Anora’, som ifølge Deadline netop har fået sin første lunefulde trailer.
‘Anora’ følger stripperen af samme navn (spillet af Mikey Madison fra ‘Better Things’), der forelsker sig i en kunde, den 21-årige russiske oligark-arving Ivan. Da parret spontant gifter sig, vækker det stor utilfredshed hos Ivans velhavende familie, og herfra går bølgerne højt.
Soundvenues anmelder, Jakob Freudendal, tildelte ‘Anora’ hele seks stjerner, da han så filmen ved verdenspremieren i Cannes.
Vi andre må vente noget længere. ‘Anora’ kommer i de danske biografer 5. december.