Ruben Östlund har vundet Guldpalmen i Cannes for sine to seneste film, ‘The Square’ fra 2017 og ‘Triangle of Sadness’ fra 2022. En imponerende bedrift, der kun kan have gavnet den svenske instruktørs karriere.
I et nyt interview siger Östlund dog, at de prestigefulde priser også har en negativ effekt på filmskabere, skriver Indiewire.
Det gør han nærmere bestemt i Interview Magazine, i samtale med landsmanden Niclas Larsson, der har skrevet og instrueret det amerikanske komediedrama ‘Mother, Couch’ fra sidste år.
Da Larsson spørger Östlund, om filmpriser giver selvtillid eller usikkerhed, svarer Guldpalmevinderen: »Det gør én mere usikker, vil jeg sige. For mig var det 100 procent på den måde. At vinde en Guldpalme satte mere pres på mig, men at vinde to Guldpalmer fjernede meget pres«.
»Fordi det betyder, at jeg ikke var et one hit wonder«, fortsætter Östlund. »Men så igen, jeg har også brug for pres for at præstere. Så derfor er målet med næste film at vinde endnu en Guldpalme. Det kommer til at være første gang i filmhistorien, at en instruktør vinder tre Guldpalmer i træk«.
Östlunds næste film hedder ‘The Entertainment System is Down’ og foregår på en langdistanceflyvning, hvor, ja, underholdningssystemet går ned. Passagererne er nu tvunget til ustimuleret kedsomhed, hvilket selvfølgelig resulterer i kaos.
Rollelisten er allerede stjernespækket. Både Kirsten Dunst, Keanu Reeves, Woody Harrelson, Daniel Brühl, Joel Edgerton, Vincent Lindon og ‘Succession’-stjernen Nicholas Braun er bekræftet til filmen, der går i optagelser tidligt næste år.