‘Friends’-stjerne Lisa Kudrow og Taika Waititi lader til at være et humoristisk match i traileren til den kommende eventyrserie ‘Time Bandits’.
Apple TV+-serien er en genindspilning af Terry Gilliams komedie fra 1981 af samme navn, der blandt andet havde Sean Connery, Shelley Duval og John Cleese på rollelisten. Taika Waititi er medforfatter på den nye serie, som han selvskrevet også spiller en lille rolle i.
Siden 1981 har handlingsbeskrivelsen dog fået et par justeringer. I 2024-versionen er originalens tidsrejsende dværge bare blevet til tidsrejsende.
Vi følger den historienørdede dreng Kevin, som ingen venner har. En dag opdager han dog, at hans klædeskab er en tidsportal, som bliver brugt af en gruppe historiekrydsende banditter til at stjæle artefakter fra fortiden. Da han slutter sig til dem kommer han ud på sit livs eventyr.
‘Time Bandits’ er skabt af Taika Waititi sammen med ‘What We Do in the Shadows’-makkeren og ‘Flight of the Conchords’s Jermaine Clement og Iain Morris, der udover at have skrevet den britiske ungdomssatire ‘The Inbetweeners’ har arbejdet sammen med Waititi på ‘What We Do in the Shadows’-serien og manuskriptet til instruktørens seneste spillefilm ‘Next Goal Wins’.
‘Time Bandits’ får premiere 24. juli.