‘Amalie – Mit kaotiske kærlighedsliv’: Amalie Szigethys alvorlige familiehistorie får det glatte reality-lag i usmagelig serie
Amalie Szigethy er nærmest en form for trailblazer (eller patient zero, alt efter hvordan man ser på det), hvad angår reality.
Siden genren virkelig fik fat i Danmark, har hun været en del af dens verden, og sammen med folk som Sidney Lee og Kessler-familien var hun blandt de første, der virkelig fik en karriere ud af at være påstået real på tv.
At se Prime Videos nye program om hende føles som et throwback til den tid, hvor vi alle sad på samme tidspunkt og ventede på, hvilke dumheder hun nu fandt på i ’Paradise Hotel’. Dengang der ikke var Instagram, og TV3’s dedikation til reality var det eneste håb om at fastholde folks opmærksomhed. Man skal nok have en god mængde nostalgi for den tid, hvis man skal finde ’Amalie’ interessant.
Præmissen er egentlig ikke uinteressant: Med undertitlen ’Mit kaotiske kærlighedsliv’ følger programmet Amalies forhold til sin kæreste, Mikkel Skelskov, med hvem hun har to børn, flere tidligere brud og en offentlig skandale. For halvandet år siden fortalte Amalie nemlig i en video på Instagram, at Mikkel havde »kidnappet« hendes børn.
Det kunne være spændende tv at høre om, hvad der egentlig skete, da Mikkel kørte til Østrig med børnene, og hvad der fik dem til at finde sammen igen. Faktisk synes jeg bare, at det kunne være virkelig interessant at høre fra Amalie – måske hun kan opklare, om hun er trailblazer eller patient zero.
I stedet får vi generisk reality på dåse med så kedelige scener, som når Amalie bruger nogle minutter på at teste, hvor godt hun ligger i en seng. Bagtæppet er lidt for alvorligt til, at man kan nyde det, for hvad det er.
Amalie og Mikkels forhold er nemlig præget af konflikt, løgn og ultimatummer, og i løbet af de seks afsnit går det fra at være underligt til bekymrende.
Vi hører om, at Mikkel »hader« Amalies mor, fordi han synes, hun er aggressiv og kontrollerende, at Amalie går hjemme, og Mikkel arbejder, at Mikkel ikke kan lide Amalies måde at opdrage børn på, at han ikke krammer hende, og at han opfatter hende som det tredje barn i husholdningen og én, der ikke er så god til at tænke på andre end sig selv.
Det er slemt, når historien om den påståede kidnapning hænger i luften, og Amalie i pressede situationer er bange for, at det sker igen. Men det er også slemt, fordi i hvert fald én af de to lyver, så det driver.
Hver gang der sker noget, er deres forklaringer vidt forskellige, og ingen producer får dem lige til at løbe detaljerne igennem én gang til.
Når Amalie fortæller, at Mikkel tog i byen i 24 timer uden at sige det først, sige han, at det var hende, der forsvandt. Når de taler om dengang, Mikkel tilbød hende en ring, var det ifølge Amalie et frieri, mens Mikkel siger, at det har han aldrig sagt. Og når de taler om dengang, han tog deres børn med til Østrig, kalder Amalie det en kidnapning, mens Mikkel siger, at de sms’ede under hele forløbet.
Mikkel er helt oplagt en usympatisk lystløgner og svindler, og under hele serien er han involveret i en kæmpe retssag, hvor han er anklaget for hvidvask (og blev kendt skyldig, men har anket dommen) – en detalje, der kunne have været fin at nævne tidligere end næstsidste afsnit. Amalie er helt oplagt et offer, der vil gøre alt for sine børn og stadig tror på kærligheden.
Hvis det er tilfældet, føles det usmageligt at lave glat reality om deres forhold. Hvis sandheden er mere mudret, er det usmageligt så bevidst at skabe forvirring for os, der ser det.
Amalie er enormt karismatisk. Hun har selvironi, når hun kommer til at lave en af sine karakteristiske ord-sammenblandinger, og hun charmerer alle dem, hun kommer i nærheden af, om det så er Dennis Knudsen eller en tydeligt skeptisk Umut Sakarya.
Det føles modbydeligt at antyde, at hun med sin optræden forsøger at piske en stemning op i sladderpressen. Jeg vil hellere slutte med at sige, at jeg håber, vi på et tidspunkt får en version af ’Amalie’, der føles mere real.
Kort sagt:
Om du er dybt investeret, eller det er helt nyt for dig, at Amalie har et langt og kompliceret forhold til sin kæreste Mikkel, er ’Amalie – Mit kaotiske kærlighedsliv’ ikke programmet, der gør dig klogere på, hvad der foregår.