Det skal du streame i september – fra Nicole Kidman i Susanne Bier-krimi til ugenkendelig Colin Farrell

Måneden byder på et ventet Batman-spinoff og gensyn med nogle af Netflix’ største hitmagere.
Det skal du streame i september – fra Nicole Kidman i Susanne Bier-krimi til ugenkendelig Colin Farrell
'The Perfect Couple'. (Foto: Netflix)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Penguin’

Mattson Tomlin, som er med til at skrive ‘The Batman Part II’ kunne for nyligt bekræfte over for Screen Rant, at den stærkt imødesete efterfølger går i optagelse næste år.

I mellemtiden kan vi fryde os med det tilsyneladende lige så mørke spinoff ’The Penguin’, som udvider på Matt Reeves’ version af Gotham-universet. Colin Farrell er ikke til at genkende som titelskurkens Oswald Cobblepot, der her sigter efter forbrydertoppen på bagkant af hændelserne i ’The Batman’.

’How I Met Your Mother’-skuespiller Cristin Milioti er også at finde i castet, mens Reeves producerer og Lauren LeFranc er showrunner.

Premiere 20. september på Max

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘The Perfect Couple’

Susanne Biers postapokalyptiske gyser ’Bird Box’ fra 2018 er stadig en af de mest sete film på Netflix overhovedet. Efter seks år er hun nu tilbage på verdens største streamingtjeneste med krimi-miniserien ’The Perfect Couple’.

Historien, som er baseret på Elin Hilderbrandts bestsellerroman af samme navn, følger en flok gæster til et bryllup, som pludselig alle bliver mistænkte, da et lig dukker op på en strand, inden ceremonien når at gå i gang. Rollelisten byder på navne som Nicole Kidman, Dakota Fanning, Liev Schreiber og Meghann Fahy fra ’The White Lotus’. Jenna Lamia står bag manuskriptet.

Bier instruerede HBO-krimiserien ’The Undoing’ i 2020, hvor Kidman også spillede en af hovedrollerne. Med ’The Perfect Couple’ genoptager de altså samarbejdet i endnu et mordmysterie.

Premiere 5. september på Netflix

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Wolfs’

Snart kan vi igen opleve den underholdende energi mellem George Clooney og Brad Pitt, som vi kender fra ’Oceans’-trilogien og ‘Burn After Reading’.

I ’Wolfs’ spiller superstjernerne to fixers, der specialiserer sig i at bortskaffe lig. En aften bliver de hyret til samme opgave, og herfra bliver de to vrisne soloryttere nødt til at samarbejde.

Filmen er skrevet og instrueret af Jon Watts, som stod bag Spider-Man-trilogien med Tom Holland og Zendaya.

Premiere 27. september på Apple TV+

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Agatha All Along’

Tilbage i 2021 debuterede Marvel Cinematic Universe inden for serieverdenen med ’WandaVision’, og her blev vi introduceret for Kathryn Hahns heks Agatha Harkness.

Nu er Marvel klar med en spinoff-serie med karakteren under titlen ’Agatha All Along’ (efter adskillige navneskift). Her arbejder Agatha som politibetjent efter at have mistet sine kræfter, men med en mystisk teenager ved sin side tager hun på en rejse for at vinde sine heksekundskaber tilbage.

Jae Schaeffer, skaberen bag ’WandaVision’, sidder igen ved roret på ’Agatha All Along’. Udover Hahn kan man i castet finde Aubrey Plaza, ’Heartstopper’-stjerne Joe Locke og Patti LuPone.

Premiere 18. september på Disney+

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Rebel Ridge’

John Boyega skabte en del forvirring, da han forlod produktionen på ’Rebel Ridge’ midt under optagelserne tilbage i 2021.

Jeremy Saulniers actionfilm er dog endelig ved at være parat til Netflix, og nu er det med Aaron Pierre i hovedrollen. Han spiller en tidligere marinesoldsat, som forsøger at få sin fætter løsladt fra fængslet, hvilket resulterer i en voldelig strid mellem ham og landsbypolitichefen Sandy Burnne, som spilles af Don Johnson.

Med ‘Rebel Ridge’ kan Saulnier forhåbentlig genfinde formen, han viste med ’Blue Ruin’ og ’Green Room’ i midten af 10’erne.

Premiere 6. september på Netflix

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Wingman’

I Nicolai Kirkegaard Idings nye dokumentarserie ’Wingman’ følger vi Jeppe, som har cerebral parese og derfor ikke kan kontrollere sin krop eller kommunikere verbalt.

Gennem ungdommen har vennerne Kåre og David været hans wingmen, der kender ham så godt, at de har en form for symbioseforhold, hvor de kan tale på hans vegne. Det er i deres selskab, at Jeppe kan være uforbeholdent sig selv, og sammen kaster de sig ud i alverdens eventyrlige aktiviteter.

Men det begynder at nage Jeppe, at hans bedste venner snart når en alder, hvor voksenlivet tager over, og der ikke længere er plads til deres vilde tilværelse. En bekymring som han frygter at bringe på bane.

Premiere 27. september på DRTV

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story’

’Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ blev et kæmpe hit på Netflix i 2022. Nu fortsætter serien som en antologi, hvor andre brutale historiske mordsager bliver udforsket, og i anden sæson skal det handle om forældredrabet på Mary Louise og José Menendez i 1989

Parrets egne sønner, Lyle og Erik Menendez, blev dømt for at slå dem ihjel i 1996, men har alle dage svoret, at de handlede i frygt efter at forældrenes livslange mishandling. Retten kom dog frem til konklusionen, at brødrene var ude efter at arve deres formue.

Forældreparret spilles af Chloë Sevigny og Javier Bardem, mens Nicholas Alexander Chavez og Cooper Koch indtager rollerne som deres sønner, Lyle og Erik.

Ryan Murphy og Ian Brennan vender tilbage som showrunnere på projektet.

Premiere 19. september på Netflix

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Den som dræber – Fanget af mørket’ sæson 4

Krimiserien ’Den som dræber – Fanget af mørket’ har siden sin begyndelse i 2019 været en Viaplay-serie, men med fjerde sæson har titlen skiftet hjem til Prime Video.

I den nye sæson udforskes retfærdighedssansen hos mennesker, og hvornår en forbryder egentlig har afsonet den straf, de skal. Et ungt bandemedlem løslades nemlig fra fængslet, men bliver derefter likvideret, hvilket sætter gang i et større puslespil, som involverer hele Øresundsregionen.

Natalie Madueño og Simon Sears genoptager begge deres roller som henholdsvis Louise Bergstein og Frederik Havgaard. Desuden står Lasse Kyed Rasmussen bag manuskriptet, mens Daniel Kragh-Jacobsen og Olof Spaak instruerer.

Premiere 27. september på Prime

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘His Three Daughters’

Azazel Jacobs har skrevet og instrueret familieportrættet ’His Three Daughters’, hvor søstrene Rachel, Christina og Katie genforenes i New York for at se efter deres far, hvis liv lakker mod enden.

Her bliver stemningen fjendtlig, da både gamle og nye stridigheder mellem søstrene kommer op til overfladen, og spørgsmålet bliver derfor, hvad farens snarlige død vil ende med at gøre for deres relation til hinanden.

De tre søskende portrætteres af Elizabeth Olsen (bedst kendt som Scarlet Witch i Marvel-filmene), Natasha Lyonne (’Poker Face’) og Carrie Coon (’The Leftovers’), og alle fik roser for deres præstationer hos amerikanske anmeldere, da ’His Three Daughters’ havde premiere på Toronto Film Festival sidste år.

Premiere 20. september på Netflix

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Emily in Paris’ sæson 4, del 2

Første halvdel af fjerde sæson af Darren Stars frankofile serie ’Emily in Paris’ har ligget på Netflix siden 15. august, og knap en måned senere lander sæsonens sidste fem episoder.

Indtil videre har Emily (Lily Collins) endnu engang haft svært ved at balancere sine kaotiske venskaber og kærlighedstumult med sine professionelle ambitioner. Ikke mindst efter den dramatiske afslutning på sæson tre, hvor Camille og amerikanerens udkårne kok Gabriels bryllup blev aflyst, hvorefter Camille viste sig at være gravid.

Sæsonens anden halvdel tager fat på vintertiden i Paris, hvor Emilys forhold til Gabriel ikke er blevet mindre kompliceret. Desuden får Emily øjnene op for en ny europæisk hovedstad, Rom, som hun drager til i et mix af ferie- og forretningsanliggender.

Premiere 12. september på Netflix

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af