Den skræmmende fortælling om seriemorderen Jeffrey Dahmer blev en enorm succes på Netflix i 2022 med ’Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’.
Samme år blev det bekræftet, at serien ville fortsætte som en antologi, der følger andre historiske mordsager.
Næste sæson kommer til at omhandle et brutalt forældremord, hvor Javier Bardem spiller en af hovedrollerne. Netflix har netop annonceret en premieredato næste måned i en kort teaser:
’Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story’ følger sagen om de to Menendez-brødre, som i 1996 blev dømt for at have myrdet deres egne forældre tilbage i 1989. Retten vurderede, at de var ude på at opsnappe familiens formue i arv, men brødrene har altid selv påstået, at de begik mordene i frygt, fordi deres forældre havde misbrugt dem hele deres liv.
Chloë Sevigny og Bardem portrætterer forældrene Mary Louise og José Menendez, mens Nicholas Alexander Chavez og Cooper Koch indtager rollerne som deres sønner, Lyle og Erik.
True crime-vante Ryan Murphy (’The Watcher’ og ’American Crime Story’) er igen showrunner sammen med Ian Brennan, og de er desuden begge blandt manuskriptforfatterne.
Den nye sæson udkommer på Netflix 19. september.