KOMMENTAR. Siden ’Dahmer’ fik premiere for en måneds tid siden, er serien blevet et af Netflix’ største hits nogensinde.
Samtidig har den været omdrejningspunkt for omfattende kritik, der blandt andet går på, at de pårørende til Jeffrey Dahmers ofre ikke føler sig hørt eller set i forbindelse med tilblivelsen.
Det er en debat, der i disse år dukker op, hver gang der kommer en ny film eller serie baseret på virkelige tragedier.
Og spørgsmålet, der ofte rejses, er: Hvorfor skal disse tragedier overhovedet dramatiseres?
Det skal de, vil jeg hævde, fordi de er vigtige for vores forståelse af den tid, vi lever i. Og ’Dahmer’ er ingen undtagelse.
Netflix og seriens skabere Ian Brennan og Ryan Murphy havde i forbindelse med seriens premiere ganske vist udtalt, at ’Dahmer’ ville give ofrene en stemme. En nobel tanke, som flere pårørende altså har stillet sig uforstående overfor.
Flere har beskyldt folkene bag for ikke at vise hensyn eller have informeret om, at der vil komme en serie. Ryan Murphy udtalte forleden, at de i arbejdet med serien har rakt ud til 20 af ofrenes venner og familie, men at de ikke hørte tilbage fra dem.
Men selvom det for de pårørende kan virke retraumatiserende, ville et sådan hensyn også være et skråplan.
Det kan lyde kynisk, men en af populærkulturens fornemmeste opgaver er at oplyse og i bedste fald ændre verden. Det, der er fiktionens styrke, er netop, at den ikke er bundet af fakta, når et menneske som Jeffrey Dahmer skal skildres.
At forstå monstret
Den frihed kommer med et stort ansvar. For fiktion har det med at nå ud til en langt bredere skare mennesker, end dokumentar som hovedregel gør. Og dem, der ser med, skal helst blive klogere.
Det synes jeg også, man bliver af at se ’Dahmer’. Den forståelse og sympati, der kan opstå, når vi kommer under huden og bag facaden på en seriemorder som Jeffrey Dahmer, er vigtig for at forstå, hvordan det kunne gå så galt – og måske hindre, at det sker igen. Vi er nødt til at prøve at forstå alle yderligheder af menneskeligheden, også de mest monstrøse.
Desuden er ’Dahmer’ meget mere end en fortælling om en seriemorder. Det retslige efterspil sætter fokus på systematisk racisme og homofobi, emner, der i den grad også er relevante i dag.
Det er ikke kun ’Dahmer’, der de seneste år har modtaget kritik for ikke at vise respekt for virkelighedens ofre og pårørende.
Tobias Lindholms anmelderroste miniserie ’Efterforskningen’ handler om politiets opklaringsarbejde i forbindelse med mordet på Kim Wall. Inden den fik premiere, skrev dramatiker Katrine Wiedemann for eksempel i Weekendavisen, at den »ultimative ondskab skal bekæmpes med tavshed og ikke med kunst«.
Trods gode pointer kommer Wiedemann med det bedste modargument til sin egen tekst.
»Selvfølgelig er der undtagelser, der bekræfter reglen«, skrev hun blandt andet og henviste til filmatiseringerne af massakren på Utøya i 2011, som hun mener taler ofrenes sag.
Erik Poppes ’Utøya 22 juli’ og Paul Greengrass’ ’July 22’ er da også både vellykkede og vigtige. Førstnævnte taler i høj grad ofrenes sag ved ikke på noget tidspunkt at vise Anders Breivik, men kun fokusere på de rædselsslagne unge, der flygter for deres liv. Sidstnævnte ser jeg blandt andet som en hyldest til et retssamfund, der ikke lader sig knække, selvom det står over for en ufattelig tragedie.
Et større formål
Men uagtet hvad man personligt synes om film og serier, der berører så betændte emner, nytter det ikke noget, at man som individ (eller pårørende) accepterer den ene, men ikke den anden, fordi det kommer lidt for tæt på eller overskrider ens personlige værdisæt. Det lyder hårdt – men offentlighedens interesse er større end den enkeltes.
I den blidere ende af problematikken står serier som ’Mike’ og ’Pam & Tommy’. De har mødt kritik fra henholdsvis Mike Tyson og Pamela Anderson, blandt andet fordi historierne er fortalt uden deres accept. Men skal man stoppe serien, fordi Anderson eller Tyson ikke har givet accept? Nogle mener ja. Jeg mener nej.
For mig er ’Pam & Tommy’ ikke kun en serie om en kvinde, hvis liv og karriere falder fra hinanden på grund af et sextape. Det er også en serie om vores nutid med sociale medier, hvor der hyppigt lækkes billeder og film af folk, der ikke ønsker det. Og en reprimande til alle (os), der har set den famøse sexvideo uden at tænke over komplikationerne.
Ville den samme historie kunne fortælles med fiktive karakterer? Ja. Ville den have den samme effekt? Næppe. Når det bliver konkret, er det lettere at forholde sig til. Gennemslagskraften bliver større.
Jeg forstår godt, de involverede og pårørende reagerer i de her tilfælde. Men populærkulturen er nødt til at være fri – omhyggelig, men fri – til at fortælle historier, der fylder i vores tid, uden at skulle stå til minutiøst ansvar for de ofte meget forskellige opfattelser af virkeligheden, som hersker rundt om fiktionen.
Vi har brug for det frie kunstneriske blik, også selvom det er virkeligheden, det handler om.
’Dahmer’ kan ses på Netflix. ’Pam & Tommy’ kan ses på Disney+.