Jeg forstår udmærket kritikken af ’Dahmer’-serien fra de pårørende

Netflix-hittet om seriemorderen Jeffrey Dahmer har skabt forargelse hos de efterladte. Det rejser spørgsmålet, om serien med nogen ret kan kalde sig »ofrenes stemme« – og om true crime-genren nogensinde kan ære virkelighedens ofre ved at fortælle om deres morder.
Jeg forstår udmærket kritikken af ’Dahmer’-serien fra de pårørende
'Dahmer. Monster: The Jeffrey Dahmer Story'. (Foto: Netflix)

(Artiklen indeholder spoilers)

KOMMENTAR. Efter ’Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ landede på Netflix for to uger siden, har serien fremprovokeret uoverskueligt mange reaktioner, overvejelser og kritikpunkter. Fra en hær af Dahmer-beundrere til Evan Peters-hungrende seere, fra lamslåede kritikere til stående ovationer.

Debatten har også vakt en gammel, men vigtig anke til live. For bag hver ny true crime-doku eller krimiserie baseret på virkelige handlinger er der ofre og pårørende, hvis livs største traume bliver gennemspillet, promoveret og genstand for offentlighedens meninger af enhver art.

Gennem de seneste år, helt siden Hae Min Lee-familiens afstandtagen til ’Serial’, er det blevet diskuteret, hvorfor vi dramatiserer drabssager – og hvordan ofrene og deres pårørende ofte bliver taberne i processen.

Folkene bag ’Dahmer’ havde ellers forsøgt at smyge sig uden om denne debat. Både serieskaberne Ian Brennan og Ryan Murphy, hovedrollen Evan Peters og Netflix har gjort et stort nummer ud af, at ’Dahmer’-serien ville give ofrene en stemme.

Men faktum er, at pårørende til Dahmers ofre hverken føler sig hørt eller set. Allerede dagen efter serien udkom, tweetede Eric Perry – fætter til Dahmers 11. og kun 19-år gamle offer Errol Lindsey –, at serien var »retraumatiserende«.

I samme tråd fortalte han også, hvordan Lindseys familie ikke var blevet kontaktet i forbindelse med serien, hvilket i hans optik mistænkeliggjorde deres ellers gode intentioner.

»Mine kusiner og fætre vågner med måneders mellemrum op til opkald og beskeder om endnu et Dahmer-show. Det er ondskabsfuldt«, skrev han.

»Det er bare grådighed«

Og det er højst sandsynligt ikke en overdrivelse. Der er faktisk udkommet så mange film, serier og dokumentarer om Dahmer, at det ville svare til, at der blev udgivet én hvert halvandet år, siden han blev arresteret i 1991.

Lindseys søster Rita Isbell stemmede i, da hun i et essay hos Insider delte både sin foragt over at blive portrætteret i serien, helt uvidende om at det er hende, der verbalt angriber Dahmer under retssagen i afsnit 8, og produktionens håndtering af dramatiseringen.

»Det er trist, at de bare tjener penge på denne tragedie. Det er bare grådighed«.

Det er som sagt ikke en ny debat, men ’Dahmer’-serien har antændt den på globalt plan. Herhjemme er særligt Sandie Westh gået forrest både før og i forbindelse med podcasten ’Ofrene’, og i august gav ’Genstart’ ordet til Kim Walls kæreste Ole Stobbe, der meget rørende fortalte om, hvordan mediernes sensationsjagt og fokus på gerningsmanden havde påvirket hans sorgproces.

Jeg selv ser meget true crime og mange krimiserier og har anmeldt genren i årevis her hos Soundvenue. Og det er tydeligt, at genren siden sin genfødsel med ’Serial’ og ’Making a Murderer’ er begyndt at miste virkelighedssansen. Der er undtagelser, men størstedelen evner simpelthen ikke at fortælle ofrenes historier, så det er dem, vi husker, frem for morderens.

Og selvom ’Dahmer’ på mange måder lykkes som serie med at formidle ubehaget og ligegyldigheden i disse drab, er den også en del af problemet.

En hul fornemmelse

True crime vil i et vist omfang altid udnytte andres traume. Alligevel kunne en serie som ’Dahmer’ have gjort visse tiltag for at anerkende de efterladte.

Først og fremmest er det nedrigt af Ryan Murphy og Ian Brennan at hævde, at serien handler om ofrene, når man ikke engang har konsulteret eller formidlet til de efterladte, at der ville blive lavet en serie.

Dernæst proklamerer Netflix, at serien giver ofrene en stemme ved at fortælle historien fra deres synspunkt. Men selvom serien sætter fokus på efterspillet, systemisk racisme og homofobi, så fylder Dahmer utvivlsomt allermest igennem seriens 10 afsnit. Vi ser måske ikke verden fra hans synspunkt, men vi er meget tæt på – og ofte alene med ham. Det er Dahmers frustration, klagesang og overbevisninger, der fylder mest, ikke hans ofres.

Hvis der fandtes en Bechdel-test for repræsentation af ofre i true crime, så ville ’Dahmer’ dumpe fatalt.

‘Dahmer. Monster: The Jeffrey Dahmer Story’. (Foto: Netflix)

I sin kritik af serien nævner Isbell, at serien burde have doneret indtægterne til ofrenes børn og børnebørn. Jeg vil ikke påstå, at en donation ville kunne løse seriens ubalance, men der en fin pointe i, at serien kunne sætte handling bag ordene. Det illustreres fint i seriens sidste scene, der omhandler den tomme grund, hvor Oxford-bygningen, som Dahmer boede i, står uberørt. De efterladte har drømt om et mindesmærke, men aldrig fået det. Med disse ord slutter serien efterfulgt af billeder af Dahmers 17 ofre.

I stedet for at advokere for et mindesmærke postulerer serien i stedet selv at være det mindesmærke. Og i stedet for at donere til organisationer, der hjælper udsatte LGBTQ+-unge, lister den blot ofrene i outroen. Det giver en hul fornemmelse.

Man må dog give serien, at afsnit seks, ’Silenced’, er anderledes og mindeværdigt. Afsnittet handler om Anthony ’Tony’ Hughes, Dahmers 12. offer, som var døvstum. Afsnittet fortæller den hjerteskærende historie om Tonys liv frem til hans fatale møde med Jeffrey. Jeg vil mene, at netop det afsnit lykkes med at ære og virkeliggøre et af ofrene, spicet op med en kærlig romance mellem Jeffrey og Tony (som jeg har haft svært at bekræfte virkelig fandt sted).

Men i samme vending får afsnittet også vist en mere sympatisk side af Jeffrey, idet han udvikler følelser for Tony. Selvom offeret får sin skærmtid, udvikler seeren også mere sympati for hans drabsmand. Og de andre ofre? De ses i glimt, korte øjeblikke eller højst halve afsnit. Det er normalt i omskrivningen fra fakta til fiktion at koge flere karakterer ned til én, men Tony kan ikke tvinges til at være et billede på alle Dahmers ofre.

Giv ofrene noget tilbage

I sidste ende er spørgsmålet: Skulle ’Dahmer’ overhovedet være lavet?

Personligt var jeg ret begejstret for serien, og jeg tror principielt ikke på, at vi skal lade være med at fortælle historier, fordi de berører virkelige mennesker. Så længe fortællingen kan åbne vores øjne, sætte gang i vore følelser eller give os en bedre forståelse af noget fremmed.

Men lidt ligesom Ole Stobbe sagde i ’Genstart’-afsnittet om Kim Wall, er det her en af de sager, hvor der ikke er meget at lære. Jovist, om hvidt privilegie og systemisk homofobi og racisme, men ikke om, hvorfor Dahmer slog 17 mennesker ihjel. Og serien sværger at sætte fokus på samfundsproblemerne, men handler i sidste ende allermest om Dahmer.

‘Efterforskningen’.

Derfor forstår jeg godt, hvorfor de pårørende til Dahmers ofre reagerer. Det er umuligt at gøre alle tilfredse, men man kan forsøge at producere disse historier med respekt, indsigt og forståelse. Det lykkedes herhjemme for Tobias Lindholm med ’Efterforskningen’, serien om Kim Walls død og efterspillet. Serien blev skabt i samarbejde med Walls forældre og efterforskerne og fik stor ros for sin saglige fremstilling.

’Dahmer’, der selv hverken er voldsdyrkende eller unødvendigt makaber, kunne næppe have lykkedes på samme niveau, men i stedet for blot at erklære sig som ofrenes fortaler kunne den have gjort noget aktivt for at blive det.

Hvis man ikke kan få de pårørende med om bord, så gør dem i det mindste opmærksom på, at der er noget på vej. Hvis man vil være ofrenes stemme, så giv dem taletid og giv dem noget tilbage.

’Dahmer’ vil for eftertiden stå som et af Netflixs største hits – men forhåbentligt også som udgangspunktet for en vigtig refleksion over dramatiseringen af menneskers største tragedier.

‘Dahmer – Monster: The Jeffrey Dahmer Story’ kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af