Efter tre uger som nummer 1 er ‘Dahmer’ blevet vippet af Netflix-tronen … af en ny Ryan Murphy-serie

Efter tre uger som nummer 1 er ‘Dahmer’ blevet vippet af Netflix-tronen … af en ny Ryan Murphy-serie
Bobby Cannavale i Ryan Murphy-serien 'The Watcher'. (Foto: Netflix)

Netflix skød virkelig papegøjen, da de indgik en femårig milliardaftale med serieguruen Ryan Murphy.

I de seneste uger har Murphy nemlig siddet solidt på tronen over den mest sete serie på Netflix på verdens plan med ‘Dahmer‘, der er tæt på at være blevet set en milliard timer på streamingplatformen i løbet af sin første måned.

Og nu er der såmænd udkommet en anden miniserie fra Ryan Murphys hånd, der har overtaget den globale serietopplacering på Netflix i denne uge. Det skriver Deadline.

‘The Watcher’ med Bobby Cannavale, Naomi Watts og Jennifer Coolidge bygger ligesom ‘Dahmer’ på en virkelig historie. Denne gang gælder det et ægtepar (Cannavale og Watts), der flytter ind i deres drømmehus i New Jersey og hurtigt erfarer, at nabolaget langt fra tager imod nytilkomne med åbne arme.

Det hele eskalerer, da de begynder at modtage mystiske breve fra en stalker, som går under navnet The Watcher.

Det inciterende plot har tydeligvis allerede været guf for Netflix’ seriepublikum. Nu må tiden vise, om serien formår at holde dampen oppe lige så længe som ‘Dahmer’, der nu er den anden mest sete engelsksprogede serie på Netflix nogensinde.

Ryan Murphy har tidligere produceret serierne ‘Hollywood‘, ‘Halston’, ‘Ratched‘ og ‘The Politician‘ for Netflix. Han har også produceret den aktuelle horrorfilm ‘Mr. Harrigan’s Phone‘, der har været i top 10 på Netflix de seneste par uger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af