George Clooney er ude med riven efter to af tidens mest prominente amerikanske instruktører, skriver Deadline.
I et længere interview for GQ – i selskab af Brad Pitt, som er Clooneys medskuespiller i premiereaktuelle ‘Wolfs’ – falder snakken på nogle af de instruktører, Hollywood-stjernen har arbejdet sammen med.
Her nævner journalisten Quentin Tarantino, som skrev manuskriptet og spillede over for Clooney i Robert Rodriguez’ ‘From Dusk Till Dawn’. Og det får Clooney til at kommentere en udtalelse, som Tarantino angiveligt skulle have ytret – Indiewire kan dog ikke finde det parafraserede citat nogen steder på internettet.
»Quentin sagde noget lort om mig for nylig, så jeg er lidt irriteret over ham. Han lavede et interview, hvor han navngav filmstjerner, og han talte om dig (Brad Pitt, red.) og en anden, og så siger den her fyr: ‘Nå, hvad med George?’ Han siger, han er ikke en filmstjerne. Og så sagde han bogstaveligt talt noget i retning af: ‘Nævn mig én film siden årtusindeskiftet.’ Og jeg tænkte: ‘Siden årtusindeskiftet?’ Det er sådan set hele min skide karriere«, fortæller Clooney.
»Så nu er jeg sådan, okay, dude, fuck af. Jeg har ikke noget imod at give ham et møgfald. Han gav mig et møgfald«.
I samme interview langer Clooney også ud efter David O. Russell, den fem gange Oscar-nominerede stjerneinstruktør bag ‘Silver Linings Playbook’, ‘The Fighter’ og ‘American Hustle’, som han arbejdede sammen med på ‘Three Kings’ fra 1999. Og som han ikke har tænkt sig at lave film med igen.
»Jo ældre man bliver, jo mere ændrer tidsfordeling sig. Fem måneder ud af dit liv er meget«, siger Clooney.
»Og så er det ikke bare sådan: ‘Åh, jeg skal ud og lave en rigtig god film, som ‘Three Kings’, og kommer til være sammen med en ussel nar som David O Russell, som gør mit liv til et helvede. Som gør livet til et helvede for enhver person på filmholdet. Det er ikke det værd. Ikke på det her tidspunkt i mit liv. Bare for at have et godt produkt«.
‘Wolfs’ får dansk biografpremiere 19. september og lander 27. september på Apple TV+. Man må formode, at Clooney har et noget bedre forhold til instruktøren bag, Jon Watts, idet en filmefterfølger allerede er sat i søen.