’Inside Out 2’ har taget biograferne med storm, siden den fik premiere tilbage i juni. Filmen er allerede verdens mest indtjenende i år, og nu har den nået endnu en milepæl.
Som den første animerede film nogensinde, har ’Inside Out 2’ nemlig rundet en milliard dollars i internationale indtjeninger – et selskab kun 11 andre film er en del af. Det skriver Variety.
Tallet skal ikke forveksles med den globale biografindtægt, som også inkluderer USA, for her har 55 film allerede passeret det beløb.
Der er udelukkende tale om det udenlandske billetsalg, hvor Pixar-filmen altså er den 12. til at ramme milliarden. Og selvom ’The Lion King’ fra 2019 er blandt de 11 andre på listen, så er den film kategoriseret som en live-action, så ’Inside Out 2’ er per definition den første animerede film til at nå milepælen.
Hvis man inddrager den aktuelle succes af ’Deadpool & Wolverine’, som for nyligt overtog ’Joker’ som den mest indtjenende R-ratede film nogensinde, kan Disney fryde sig over, at to af deres film har passeret en milliard i globalt billetsalg hen over sommeren.
’Inside Out 2’ kan stadig ses i biografen.