’Inside Out 2’: Med overlegen legesyge er efternøler til Pixar-klassiker voldsomt god
Der findes rigtigt mange gode animationsfilm, og så findes der enkelte animationsmesterværker.
’Inside Out’ var ikke blot det sidste, men så nyskabende, at jeg tidligere har fremhævet Pixar-perlen som en af nyere tids modigste film.
For med gennemgribende psykologisk tæft og et nuanceret blik på en 11-årigs indre liv udfordrede den de dominerende fremstillinger af det lystige barnesind og fastlagde desuden tristhedens frisættende potentiale.
Det var originalt og vanvittigt rørende, og nu er 2015-pragtstykkets længe ventede efterfølger endelig landet.
Trods en ny instruktør, spillefilmdebutanten Kelsey Mann, medbringer denne lykkeligvis forgængerens mod, fantasifulde univers og elskværdige karakterer. For nok engang er fortælleren den nu 13-årige Rileys styrende main character-følelse Glæde (en energisk og vittig Amy Poehler), der sammen med sine arketypiske kollegaer, Triste (Phyllis Smith), Afsky (Liza Lapira), Vrede (Lewis Black) og Frygt (Tony Hale) dirigerer Riley igennem livet og ishockeybanen.
Netop kærligheden til den til tider brutale sport fylder, og da Riley og hendes to veninder en dag inviteres med på den kommende highschools træningslejr, øjnes en gylden mulighed for at blive udtaget til skolens seje og sejrende ishockeyhold.
Det kan dog være svært at finde sin lilleputplads på den intimiderende is. Særligt når man i en hurtig vending finder ud af, at ens venner slet ikke skal starte på samme skole, og når man forstyrres af indre splittelser.
Den 13-årige er nemlig ikke udelukkende på vej på kold bootcamp, men ligeledes på vej ind i den altomvæltende svedige pubertet, og natten før afgang omarrangeres hovedkvarteret (det indre styresystem) for at lade nye følelser indlogere.
Sig derfor hej til Angst, Flove, Misundelse og den fransklydende Ennui aka Kedsomhed, der hver især udgør sider af den berygtede og bebumsede overgangsfase, og som med insisterende greb forsøger at overtage Rileys kontrolpanel.
Løsrivelsen fra barndommen er – som også set ved Pixars skønne menstruationsfortælling ’Rød’ – et virkelig morsomt udgangspunkt for en familiefilm, og psykens nyankomne beboer fører absolut til underholdende scener fuld af charmerende teenageusikkerhed og akavede armbevægelser. De bliver dog ligeledes aktører i coming-of-age-historiens forventede alvorlige dimension.
For Angst indtager hurtigt rollen som filmens lidt atypiske springvandsstylede antagonist, der driver de originale – og nu undertrykte – følelser på flugt og Riley ud i ungdommens ulidelige tankepres, selvpineri og sociale forfængelighed. Genkendelige maniske overanalyser af relationer og hierarkier igangsættes, og det samme gør dommedagsforestillinger om hverdagsting, der kunne gå galt og resulterer i en ensom kattedamedød.
Skønt skitseret forstår/husker man, hvor hjertehamrende udmattende det er at være en mere eller mindre bevidst teenager. Specielt når man ikke ’kun’ mærkes af modsatrettede flygtige følelser, men også af en gennemborende identitetskrise.
I denne vellykkede toer skifter fokusset nemlig fra sindet og dets kerneminder til selvet og dets grundværdier. Hertil berøres eksistentielle tematikker som forbundethed og moral, og spørgsmål om, hvad vil det sige at have og (videre)udvikle en personlighed, stilles og forsøges besvares. Det hele placeret i børnehøjde og fremført med fortællermæssig bravur, naturligvis.
For også denne gang evner skaberne at indfange ellers svært begribelige abstraktioner på fineste vis, og med en overlegen visuel legesyge er den nye Pixar-film en æstetisk og finurlig fornøjelse, der i forlængelse af sin forgænger udvider rammerne for animationsgenren og dens portrætter.
Som et sanseligt og næsten Astrid Lindgren’sk land formår ’Inside Out’-universet således igen at tage barnet dybt alvorligt og fremmale dets kompleksitet med en spækket farvepalet, hvilket blot understøtter filmens overordnede budskab:
Livet har mange faser og facetter – og det samme har mennesket. Med den rette dosering af alle de forskellige afskygninger (selv de smertelige og forpustende) er forløsningen inden for rækkevidde.
Samme sympatiske erklæring blev præsenteret i originalen, som efterlod gedigen ståpels på publikum og et par store bevægende sko for kunstneriske efterkommere at udfylde.
Med ’Inside Out 2’ passer fodtøjet (næsten), og Pixar har nok engang formået at skabe en film, der simultant føles som optimisme og sorgmod – og også lidt som et mesterværk.
Kort sagt:
’Inside Out 2’ er en yderst vellykket efternøler og endnu en voldsomt god skildring af barndommens og ungdommens farverige kompleksitet.