SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. Som barn spurgte min mor mig ofte om, hvorfor jeg ikke var glad. Det var lidt, som om hun tænkte, at jeg havde en produktionsfejl eller en underlig medfødt anti-jubelidiotisk sygdom nedarvet fra min far.
Jeg tror nu mest, det handlede om tidlige og ’urimelige’ sengetider, begyndende vildtfarende og rasende hormoner, og at hun havde lovet mig pizza med ananas, men serverede klar minestronesuppe på min niårs fødselsdag. Never to forget.
Eller også handlede det bare om, at jeg var et helt normalt barn med en helt normal trist, vred og sorgfuld dimension, og at jeg skulle håndtere nederlag, afvisninger, drænende udfordringer og smertelige sammenstød i børnehøjde. Men uden ond vilje kom min mor, som så mange andre, til at negligere – hvis ikke fuldstændigt at glemme – det normale i disse triste og vemodige toner i sangen om og synet på barnet.
Denne forglemmelse eller bevidste negligering var Disney, Pixar og instruktøren Pete Docter modige nok til at angribe i 2015 med Oscar-vinderen ’Inside Out’. En smukt animeret film, som dykker ind i den 11-årige pige Rileys psyke, tanker og indre følelsesliv, og som med en pensel dyppet i både lyse og mørke farver maler et nuanceret portræt af hende.
For et barn rummer mere end mælketænder og voldsom glædesrus.
De modstridende følelser
Men det er faktisk ikke Riley, der er fortællingens hovedperson. Det er derimod de rendyrkede og styrende følelser og karakterer Glæde, Afsky, Triste, Vrede og Frygt, som bag hovedkvarterets kontrolpanel (aka hjernens følelsescenter) guider og balancerer den 11-årige pige gennem livet.
Indtil dagen, hvor Riley skal flytte fra sit elskede Minnesota til San Francisco, har Glæde haft kommandoen, været den mest fremtrædende følelse og gjort sit for at holde Riley munter og Triste på afstand. Men ved et uheld falder Glæde og Triste ud af hovedkvarteret og ned blandt pigens væld af gode, dårlige, gemte og næsten glemte minder. Mens de to modstridende følelser kæmper sig tilbage til kontrolpanelet, skaber Frygt, Vrede og Afsky rod og kaos hos den 11-årige, der nu hverken kan grine eller græde, og som helt bogstaveligt er ved at gå i stykker inden i.
Rejsen tilbage til hovedkvarteret er både sjov, rørende, klogt fortalt og på sin vis nyskabende for en børnefilm. For hvor man som seer hepper på at få den typiske heltefigur Glæde tilbage bag knapperne og frontallapperne, viser det sig pludseligt, at den følelse, Riley virkelig har manglet, savnet, og som kan redde dagen, fortællingen og hendes psyke, er Triste.
’Inside Out’ tør således dvæle ved Rileys lidelse, fortvivlelse og tristhed, og filmen pointerer både fint, konkret og abstrakt, at barnet har et komplekst indre, og at alt det triste kan have et sundt og udviklende potentiale. Filmen udvider vores forståelse af, hvad den ellers romantiserede barndom og det lystige barnesind også kan indeholde, uden at Riley skal diagnosticeres, problematiseres, eller at det begynder at lugte lidt for meget af Goethe og ’Den unge Werthers lidelser’.
Nu er det er jo ikke, fordi det triste eller de tunge og mørke tematikker var uberørt land for Disney eller Pixar i 2015. Animationsgiganterne har faktisk næsten altid haft et emne såsom tab, død, sorg, mobning, skam eller Stockholm-syndrom som grundsten i deres klassikerfilm, så hvad er det modige ved denne?
Hverdagslidelserne
Udover at det er en film med et ualmindeligt abstrakt udspring og omdrejningspunkt som følelser – og udover et skærpet fokus på barnets psykologi og tungsind – er et modigt element, at det smertelige kommer i andre klæder end tidligere set i Disney-film.
For denne gang er smerten ikke er forbundet med en klovnfiskemor, der spises af en væmmelig barracuda, eller en rødhåret løvefar, der dræbes i en tragisk gnu-ulykke grundet en misundelig onkel med hang til det teatralske (Nemo og Simba, jeg kondolerer).
Rileys følelsesmæssige hvirvelvind og kvaler er forårsaget af det daglige liv, med alle dets flytninger, forvirringer, relationer, interaktioner, kærlige, men distræte forældre, nervøse første skoledage, ishockey-fiaskoer og had til broccoli.
Lidelsen lever inden i hende, fordi hun blot er til. Det var en helt ny Disney-fortælling, og den er ubehagelig, sørgelig, genkendelig og lærerig at betragte – og modig at skabe.
Men skal vi så ikke bare kalde de distræte forældre eller den broccolisælgende grønthandler for skurke, besejre eller fyre dem og skåne Riley for alt det, der gør ondt? Nej, for modsat mange andre animerede børne- og ungdomsfilm fra Disneys hånd handler denne ikke om det gode versus det onde, det lyse versus det mørke eller om at overvinde og uddrive de tunge emner og pinende følelser.
Filmen ønsker at lade umiddelbare kontraster sameksistere, normalisere smerten og give de svære følelser en fast plads ved kontrolpanelet, og den peger på, at det tætteste, vi kommer på noget skurkagtigt, er ikke at tage barnet, dets følelser og dets triste facetter dybt alvorligt.
’Inside Out’ er smuk, rørende, velfortalt, underholdende og med en fin nostalgisk sentimentalitet, men vigtigst af alt er den nuanceret, abstrakt, kompleks og (sørg)modig.
’Inside Out’ kan ses på Disney+.