Den 22-årige skuespiller D’Pharaoh Woon-A-Tai vakte opsigt under Emmy-showet, da han bar en malet blodrød hånd i ansigtet på både den røde løber, under showet og til efterfesten.
Hånden er et symbol i solidaritet med savnede og myrdede indfødte amerikanske kvinder.
Til Deadline forklarer han nu sin beslutning om at lave det markante politiske statement.
»Denne epidemi (mængden af savnede og myrdede indfødte kvinder, red.) er blevet ignoreret alt for længe og har ødelagt utallige indfødte menneskers liv«, siger han og fortsætter:
»Jeg har ventet på det rette øjeblik til at lave dette statement, og da jeg modtog Emmy-nomineringen følte jeg en forpligtelse til at bruge muligheden til at sætte gang i disse samtaler«.
D’Pharaoh Woon-A-Tai var den første skuespiller til at blive Emmy-nomineret i kategorien Bedste Mandlige Hovedrolle i en Komedieserie. Han blev anerkendt for sin rolle i den banebrydende komedieserie ‘Reservation Dogs’, som handler om en gruppe unge indfødte amerikanere i Oklahoma.
Skuespilleren fortæller til Deadline, at der var mange under Emmy-aftenen, som ikke fangede den røde hånds symbolik.
»De fleste backstage og under showet var forvirrede og forstod ikke helt dets betydning. Jeg håber, det vil anspore til flere samtaler og nysgerrighed inden for min branche om dette emne og vil opmuntre dem, som kæmper for de stemmer, der ikke kan blive hørt«, siger han til Deadline.