En af historiens største brandrivaliseringer skal snart udpensles på det store lærred i en film, der skildrer kampen om sodavandsmarkedet mellem Coca Cola og Pepsi.
’Cola Wars’ skal instrueres af komediemesteren Judd Apatow, mens Steven Spielberg er med som producer. Det melder Deadline.
Filmen, som stadig er meget tidligt i udviklingsfasen, kommer til at følge krigen mellem de to læskedrikgiganter i 80’erne. Den udbrød efter Pepsi satte sig for at udfordre Coca Colas langvarige dominans. I perioden samarbejdede Pepsi blandt andet med Michael Jackson, mens Coca Cola endte i en marketingkatastrofe med New Coke i 1985.
Apatow har senest siddet i instruktørstolen på dokumentarfilmen ’Bob and Don: A Love Story’ sidste år og på HBO-dokumentarserien ’George Carlin’s American Dream’ i 2022. Han er dog bedst kendt som en af pionererne inden for amerikanske komedier i det 21. århundrede med titler som ’The 40 Year Old Virgin’ og ’Superbad’ på CV’et.
Manuskriptet til ’Cola Wars’ udvikles af Jason Shuman og Ben Queen.
Det vides ikke, hvornår filmen får premiere.