Øverst på Netflix’ danske seriehitliste ligger fortsat Ryan Murphys true crime-hit ‘Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story’ om de titulære brødres dobbeltmord på deres forældre Kitty og José Menéndez i 1989.
Opmærksomheden omkring serien er nok ikke blevet mindre af, at én virkelighedens mordere, Erik Menéndez, har kritiseret de friheder, som fiktionsserien tager sig.
Han synes blandt andet utilfreds med, at de to hovedpersoner i serien har et seksuelt, incestuøst forhold. I serien antyder Vanity Fair-journalisten Dominick Dunne (spillet af Nathan Lane) desuden under et middagsselskab, at de slog deres forældre ihjel, fordi brødrene ville holde deres forhold skjult.
Tidligere tog showrunner Ryan Murphy serien i forsvar, og nu gør to af skuespillerne det samme, skriver The Wrap.
»Det er ikke, hvad showet siger, at de havde et incestuøst forhold. Det er en del af en dramatisering, ikke en dokumentar«, forklarer Nathan Lane til The Wrap.
»For at være ærlig over for dig, kan jeg ikke huske at have læst noget om det i min research. Så hvis han (karakteren Dunne, red.) foreslog det, var det en tese, som bliver fremført ved dette middagsselskab«, fortsætter skuespilleren.
»Så foreslår han, at dette måske er et muligt scenarie, og de klipper til Kitty, der opdager dem i brusebadet. Det sker flere gange i serien, at nogen foreslår, ‘det er sådan, jeg ser det’, og så ser du det ske«.
Cooper Koch, der spiller Erik Menéndez, kommer med et lignende forsvar – at incest-scenen repræsenterer journalistens synspunkt og ikke nødvendigvis den virkelige sandhed.
»For på en måde at aflive det hele, er det fra Dominick Dunnes perspektiv. Jeg tror, at folk tager det lidt ud af kontekst«, udtaler Koch til The Wrap.
»Hvis du virkelig ser på dets mise-en-scène, gennemgår Dominick denne historie og taler med alle sine venner ved bordet. Efter historien er færdig, klippes der til dette skud bag ham, og hans venner er væk, lyset er slukket, og stearinlysene brænder. Jeg tror, det er meningen, at hans teori skal fremstå skør, og at det ikke er, hvad der skete«.
Fiktionsserien ledsages snart af en dokumentarfilm, hvor Erik og Lyle Menéndez giver deres eget syn på mordsagen. ’The Menendez Brothers’ har premiere på Netflix 7. oktober.