I denne nye Netflix-serie bliver en spanskinspireret 1920’er-villa i Los Angeles omdrejningspunktet for en komedie med et skarpt ensemble.
’No Good Deed’ følger Lydia (Lisa Kudrow) og Paul (Ray Romano), som sætter deres storslåede hus i til salg i et eftertragtet nabolag, da de vil starte et nyt kapitel i deres liv. Her begynder en hektisk boligkrig mellem tre familier, som alle vil have fingrene i det spektakulære hjem, da de er overbeviste om, at det er den manglende brik i deres liv.
I første teaser får man et smugkig på husets mange bejlere og en tilsyneladende mørk hemmelighed, som gemmer sig i hjemmet.
Foruden Kudrow og Romano byder ensemblet på navne som Denis Leary, Linda Cardellini, Poppy Liu, O-T Fagbenle, Luke Wilson og Teyonah Harris.
Kudrow spillede senest hovedrollen i Taika Waititis Apple TV+-serie ’Time Bandits’, mens Romano sidst medvirkede i komedien ’Fly Me to the Moon’.
’No Good Deed’ har Liz Feldman i spidsen, som senest stod bag Netflix-serien ’Dead To Me’, og produktionen ledes af Will Ferrell’s selskab Gloria Sanchez Productions.
Alle seriens episoder har premiere på Netflix 12. december.