’Fly Me to the Moon’: Channing Tatum og Scarlett Johansson har veloplagt kemi i hyggelig-kritisk månekomedie
Efter Damien Chazelles ’First Man’ fra 2018 har de færreste ligefrem hungret efter en ny Hollywood-film om den amerikanske månelanding i 1969.
Lykkeligvis kommer ’Love, Simon’-instruktør Greg Berlantis biografaktuelle ’Fly Me to the Moon’ med en tilpas anderledes og opfindsom vinkel på rumkapløbet, hvor ’First Man’ møder ’Mad Men’ og en verdenskendt konspirationsteori.
Komediedramaet har faktisk ikke en eneste astronaut blandt sine hovedroller. ’Fly Me to the Moon’ følger i stedet reklamekvinden Kelly Jones (Scarlett Johansson), som NASA ansætter til at styre en stor brandingindsats for månelandingsprojektet på Kennedy Space Center i Florida.
På dette tidspunkt i slut-60’erne har projektet endnu ikke båret megen frugt i offentlighedens øjne. Det har derimod resulteret i de tre astronauter Virgil Grissom, Edward White og Roger Chaffees tragiske død under den katastrofale brand på rumfartøjet Apollo 1.
Der er med andre ord brug for at få vendt folkestemningen 180 grader, og Kelly tager alle kneb i brug. Hun vil bruge rummissionen som en reklamesøjle for blandt andet Omega-armbåndsure og Kellogg’s-morgenmad – og caster tilmed skuespillere til at medvirke i tv-interviews i stedet for de introverte ingeniører, der i virkeligheden arbejder på projektet.
Opsendelseschef Cole Davis (Channing Tatum) er ikke videre begejstret over sin nye kollegas skruppelløse pr-tiltag. Alligevel ender det umage makkerpar selvfølgelig som tætte – og flirtende – samarbejdspartnere, da de skal redde månelandingsmissionen fra at miste sin økonomiske støtte.
Den milde beef og det veloplagte samspil mellem Johanssons ustoppelige reklamekvinde og Tatums seriøse, men kejtede rumentusiast giver filmen en charmerende, uhøjtidelig og komisk tone, der klæder den nostalgiske 60’er-pastiche.
Det samme gør en håndfuld mindeværdige biroller – herunder den ustyrligt snobbede reklamefilminstruktør Lance Vespertine, spillet af ’Community’-favoritten Jim Rash, og Woody Harrelsons sleske agent Moe Berkus, der på vegne af præsident Richard Nixon leverer befalinger og trusler med en gavtyvs smil.
Netop Harrelson introducerer ’Fly Me to the Moon’ med ordene »The real story, mostly«, hvilket selvfølgelig skal forstås med et glimt i øjet. Undervejs bevæger filmen sig nemlig ind på konspiratorisk territorium.
Moe beordrer Kelly til at optage en falsk månelanding i en aflåst hangar på basen uden Coles viden. Det er jo godt at have den vellignende konstruktion i baghånden, hvis nu den rigtige månelanding fejler.
Lidt af et skråplan for pr-damen, der makker ret for til gengæld at få agenten til at skjule hendes lyssky fortid – et element, som holdes hemmeligt et godt stykke ind i filmen.
Bag komediens klare overflade gemmer der sig således forhistorier af sorg, smerte, fortrydelse og skam. Da filmen løfter sløret for dem i et par sentimentale scener, føles det ikke særligt overbevisende. Man bliver i hvert fald ikke så bevæget, som underlægningsmusikken insisterer på, at man skal være.
Til gengæld lykkes ’Fly Me to the Moon’ som et helt igennem hyggeligt og underholdende, men også overraskende kritisk portræt af USA som kommerciel, kulturel og politisk stormagt.
»Verden skal ikke sove under en kommunistisk måne«, siger Harrelsons patriot, som finder langt større værdi i politisk branding og at styre det globale narrativ end i videnskabelige fremskridt og sandfærdighed.
Filmens klimaks er i sig selv en kamp om sandheden, hvilket ikke synes mindre relevant i nutidens USA.
Kort sagt:
Scarlett Johansson og Channing Tatum har en veloplagt kemi i ’Fly Me to the Moon’, der tegner et både nostalgisk, hyggeligt og kritisk portræt af USA.