I foråret blev det et emne da Jerry Seinfeld gav en politisk korrekt venstrefløj skylden for manglende gode komedieserier i et interview. Nu trækker den 70-årige komiker i land på sine kommentarer.
»Det er resultatet af den ekstreme venstrefløj og pc-lort, og folk, der bekymrer sig så meget om at fornærme andre mennesker«, lød det i april i The New Yorker.
Det dementerede Seinfeld dog, da han var gæst i podcasten ‘Breaking Bread With Tom Papa’ (via The Guardian).
»Jeg sagde, at den ‘ekstreme venstrefløj’ har undertrykt comedy som kunstform. Det sagde jeg. Det er ikke rigtigt«.
Herefter gav Seinfeld sig ud i en karakteristisk sammenligning af comedy med slalomski.
»Det er ikke rigtigt. Hvis du er en mesterskiløber, kan du sætte portene alle vegne du vil på bjerget, og du kommer stadig klare portene. Det er comedy. Uanset hvad kulturen er, klarer vi portene. Hvis du ikke klarer portene, er du ude af spillet. Spillet hedder, ‘hvor er portene, hvordan klarer jeg dem og når ned af bjerget på den måde, jeg gerne vil?’«.
Efter Seinfelds kritik af den politiske korrekthed vakte det debat fra flere kanter. Hans gamle ‘Seinfeld’-kollega Julia Louis-Dreyfus gik indirekte i rette med udtalelserne og fortalte, at hun så det som et rødt flag, når folk brokker sig over politisk korrekthed.
Nu bakker Jerry Seinfeld også op om, at det er for nemt for komikere ikke at forholde sig til, at kulturen skifter.
»Der er bestemte ord, du ikke kan sige, hvad de end må være, om nogle grupper. Hvad så? Nøjagtigheden af din observation skal være 100 gange finere end det bare for at være komiker… så jeg tror ikke, som sagt, at den ‘ekstreme venstrefløj’ har gjort noget for at begrænse comedy som kunstform. Jeg tager det tilbage nu – officielt. Det har de ikke«.