KOMMENTAR. Hvor går man hen med sin livskrise, hvis man allerede ejer 150 sportsvogne?
Og ovenikøbet har lavet en Netflix-serie om at køre rundt og købe kaffe med sine kendte venner i dem?
Hvis man hedder Jerry Seinfeld, kigger man ikke særlig meget længere end bag lågerne i sit køkkenskab.
Komikeren, der lige er fyldt 70 år, har for første gang kastet sig ud i instruktørgerningen med Netflix-filmen ‘Unfrosted’, der handler om tilblivelsen af den amerikanske morgenmadsfavorit Pop-Tarts.
En film, hvis største præstation er at demonstrere, hvorfor Superbowl-reklamer og SNL-sketches ikke varer halvanden time. Det er ikke engang første gang, Seinfeld joker om Pop-Tarts. Ifølge et YouTube-interview med The New York Times fra 2012 har han faktisk brugt op mod et helt årti på at perfektionere én eneste Pop-Tart-joke, som var med i hans Netflix-show fra 2020. Hvilket formentlig er væsentligt længere, end ‘Unfrosted’ tog at lave.
Og med sin bombastiske dyrkelse af verdens mest ligegyldige historie forfladiger Netflix-projektet sin Seinfeld-core til det pinligt parodiske.
Filmen kan til nød opfattes som en spoof på senere års Hollywood-interesse i opfindelses-origin-stories som ‘Air’ og ‘Blackberry’, men det bliver den desværre ikke bedre af. Plottet får ‘Blues Brothers’ til at virke velstruktureret, og selvom der ikke går et sekund uden vittigheder og punchlines, grinede jeg kun en enkelt gang – mest i afmagt over, hvordan jeg var endt til en millitærbegravelse med en masse Kellogg’s-maskotter.
Men også lidt i malaise over, hvad det efterhånden vil sige at være Seinfeld-fan.
Frustrationen lader jeg ikke til at være alene om. Efter få dage på Netflix er ‘Unfrosted’ blevet sablet ned af kritikerne, som kalder den alt fra »den perfekte streamingkomedie for alle, der synes, ‘Oppenheimer’ var lidt for sjov«, til »årtiets værste film«.
Det vil Seinfeld formentlig bare grine af hele vejen til banken. ‘Unfrosted’ er på mange måder den film, man forventede fra en mand, der tilbragte 90’erne i en tv-lejlighed, hvor morgenmadsæsker var arrangeret med gravitas som et hjemmebibliotek.
Men selvom filmen ikke er sjov, er det værste ved den faktisk de håbløse ting, dens instruktør har sagt i forbindelse med premieren.
Old man yells at cloud
I promoveringsarbejdet af ‘Unfrosted’ har Jerry Seinfeld sagt to så tonedøvt irriterende ting, at jeg nærmest ikke orkede at skrive den her artikel.
»Det plejede at være sådan, at man kom hjem sidst på dagen, og de fleste så sagde ‘Åh, de viser ‘Sam’s Bar’. Åh, de viser ‘M*A*S*H’. Åh, de viser ‘Mary Tyler Moore’. Der er ‘All in the Family’. Man forventede, at der ville være noget sjovt at se i tv om aftenen«.
Læser du stadig med, eller har du grædt dig selv i søvn, mens du tænkte på the day the music died?
Hæng lige på, for Grandpa Seinfeld er ikke færdig med at kanalisere sin ‘old man yells at cloud’-energi.
»(…) Jamen, hør engang, hvor er det henne? Det her er resultatet af den ekstreme venstrefløj og PC-lort (politisk korrekthed, red.) og folk, der er så bekymrede om at fornærme andre«.
I en live-samtale med The New Yorker leverede han ‘der er aldrig noget godt på tv’ ™ krydret med en wokekritik så doven, at ikke engang højrefløjen bed på.
Som eksempel nævnte Jerry Seinfeld i øvrigt, at det gamle afsnit af ‘Seinfeld’, hvor Kramer hyrer hjemløse til at køre med rickshaws, fordi »de alligevel er udenfor«, næppe kunne være lavet i dag.
En udtalelse, der hurtigt blev punkteret af ‘It’s Always Sunny in Philadelphia’s Rob McElhenney, der blot skrev »probably« og vedhæftede et billede af seriens hjemløse karakter Rickety Cricket.
Hvad med dig selv, Seinfeld?
Men det stoppede ikke der.
Godt nok er Seinfeld gammel i gårde i Hollywood, men efter én elendig spillefilm om et morgenmadsprodukt, er det lige tidligt nok at levere en Martin Scorsese-bagstræbisk udlægning af the state of cinema. Hvilket Seinfeld ikke desto mindre også har gjort i forbindelse med ‘Unfrosted’.
»Film ligger ikke længere øverst i det sociale, kulturelle hierarki, som det gjorde i det meste af vores liv. Når en film fik premiere, så gik vi allesammen ind og så den, hvis den var god. Vi diskuterede den. Vi citerede replikker og scener, vi kunne lide. Nu går vi gennem en brandslange med vand i forsøg på overhovedet at se«, fortalte han GQ i interviewet ‘Jerry Seinfeld says Movies are over. Here’s Why He Made One Anyway’, hvilket godt kunne lyde som noget fra The Onion.
Jeg får lyst til at citere en anden af mine gamle yndlingskomikere, som vi for længst har mistet på woke-bashingens slagmark, med et ‘Terkel i knibe’-klingende ‘Hva’ med dig selv’ til Seinfeld og hans Pop-Tart-film.
I virkeligheden er det ikke autoriteten bag udtalelserne, den er gal med. De afslører først og fremmest, at det er Jerry Seinfelds hævdvundne observationesevne, der er blevet sløj.
Og til forsvar for filmenes og komedieseriernes popkulturelle samlingskraft skulle jeg hilse og sige, at den lever online, hvor jeg ikke tror, Seinfeld bruger særlig meget tid (på andet end at følge Porsche-profiler på Instagram).
Det værste ved tidens største filmfænomener er vel i øvrigt, at for hver ‘Barbie’ må man forvente en mindre hær af umotiveret nedsabling fra branchefolk, der ikke engang har set den.
Og den slags hul kritik burde Seinfeld simpelthen holde sig for god til.
»Post-nothing-period«
Samtidig forbindes Seinfelds navn lige nu også med den udtalte støtte, han har vist til Israel efter den 7. oktober.
For når man er blevet milliardær på »serien om ingenting« og er kendt for at være apolitisk og have dyre biler blandt sine fremmeste mærkesager, vil der unægteligt være stor bevågenhed, når man vælger side i en så betændt politisk debat. Uanset om det er problematisk eller ej.
Seinfelds kone Jessica Seinfeld blev for nylig kritiseret for at have doneret 5.000 dollars til en gruppe pro-israelske aktivister under de igangværende amerikanske campus-protester, der endte voldeligt.
Der blev råbt »genocide supporter« efter Jerry Seinfeld, da han forlod et oplæg afholdt af den forhenværende New York Times-redaktør og kontroversielle mediefigur Bari Weiss med titlen State of World Jewry.
The New York Times kalder Seinfelds generationstypiske zionisme for hans »post-nothing period«. Her kritiseres han også af debattøren Wahajat Ali for at tale fra en »puppe af privilegier« midt i en »brutal krig«, netop fordi det er et brud på hans tidligere persona som »en berømt apolitisk mand, som ikke kunne mønstre nogen bekymring eller interesse for, hvad der foregik i verden«.
Langer ud efter Ryan Gosling
Som det forhåbentlig sidste stop på sin ‘Unfrosted’-promotur besøgte Jerry Seinfeld ‘Saturday Night Live’, hvor han i Weekend Update-segmentet tog pis på sig selv som »en mand, der lavede for meget presse«.
»Jeg ved godt, jeg ikke kan lave om på al den presse, jeg har lavet, men jeg vil gerne hjælpe andre. Hvis du har problemer med presse, er du ikke alene – jeg taler til dig Ryan Gosling – da jeg startede med at lave presse for ‘Unfrosted’, var jeg ligesom dig, sjov og så godt ud, men se mig nu!«.
Hvilket havde været en hel del sjovere, hvis det store problem ved ‘Unfrosted’s presseindsats havde været, at der var for meget af den.
Det er manden, der stiller op, som er problemet.
Hele Seinfelds karriere er bygget op omkring at sidde og ironisere i et elfenbenstårn. Han har været god til det, og han har uden tvivl tænkt sig at tage sin commit to the bit-tankegang med sig i boomergraven. I nogle tilfælde har det endda fundet udtryksformer som ‘Comedians in Cars Getting Coffee’, der for en stund udnyttede kendisoverdåden til noget interessant.
Næste gang håber jeg bare, at Seinfeld finder en ny måde at gøre det, han er bedst til. Uden at putte alt for meget glasur på.
For i sin storhedstid kunne Seinfeld spinde guld på at give det substansløse værdi. Hvilket er en helt anden sag end selv at være substansløs.
‘Unfrosted’ kan ses på Netflix.