’BlackBerry’: Verdens første smartphone har fået sin ultimative portrætfilm
Man genkender ikke altid guldæg ved første øjekast, selv når de bliver serveret lige foran én.
’BlackBerry’ handler om et sådant guldæg, der først omsatte for millioner, men nu er overgået til historiens skraldespand med elektronisk affald.
I 1996 lavede Mike Lazaridis (Jay Baruchel fra ’Tropic Thunder’ og ’This Is The End’) og Douglas Fregin (instruktør Matt Johnson) en nervøs, selvudslettende pitch for fuldstændig døve øren. Det nørdede makkerpar var ikke nået langt i ’Løvens hule’ med PocketLink, en slags kombination af en »telefon og en e-mail-maskine«.
Det var ellers verdenshistoriens første smartphone, som de præsenterede for en distraheret mulig investor. PocketLink var det første navn for BlackBerry’en, den første telefon, der også kunne bruges til e-mails. I 2011 havde den 65 millioner brugere.
Jim Balsillie (Glenn Howerton) – en ærgerrig forretningsmand fra Waterloo, Canada – har knap nok tid til at afvise de to nervøse oplægsholdere. En større kunde har hans opmærksomhed, og nørderne må køre hjem i deres hule med uforrettet sag.
Deres techfirma, Research In Motion (RIM), ligner et safe space for en gruppe søde mænd, der er vokset op på en fast diæt af buksevand. Et centralt aspekt af firmaets dna er filmaftener, hvor de genser ’Raiders of the Lost Ark’ og andre 80’er-film.
Jim Balsillie mister kort tid efter det første møde med Research In Motion sit job, da han er for hensynsløs. Han er sandsynligvis typen, der har givet de to opfindere buksevand tilbage i skoledagene. Med ryggen mod muren beslutter han, at nørderne måske alligevel kan være hans chance. Jim Balsillie bliver spillet af Glenn Howerton fra ’It’s Always Sunny in Philadelphia’: Han erobrer rollen med en fantastisk blanding af karisma og røvhuls-vibes.
At sætte sig ved roret hos Research In Motion Ltd var en klog beslutning af den canadiske forretningsmand. Vi kommer som seere med, når det langsomt går op for omverdenen langs direktionsbordene, at de her drenge trods deres stærke briller, pandebånd og gamer-t-shirts faktisk har fat i den lange ende.
Filmen forsurer, i takt med at de sorte telefoner bliver en millionsucces. ’BlackBerry’ kommer efterhånden til at ligne ’Succession’ – eller i det mindste den kvalitetsmæssige lillebror ’Billions’. BlackBerry’en er i nogle år noget af det hotteste, og RIM får selv de skarpeste navne fra Google og lignende giganter med om bord. For en stund.
Muskuløse spillere venter på at overtage markedsandelene. Og Jim Balsillie manipulerer tilmed aktier, hvilket bringer ham i søgelyset hos børstilsynet, samtidig med at han vil købe et ishockeyhold. Man forstår, hvis sveden springer frem på skaldepanden. Den sidste time af filmen er forpustet.
BlackBerry-folkene minus Jim Balsillie er sympatiske mennesker, der nærer modvilje mod at flytte produktionen til Kina og overgive sig til kapitalismens laveste bundlinje-instinkter. Mike Lazaridis er fra første færd portrætteret som en rendyrket idealist, der vil skabe perfektion uden mislyde. Men også han må til sidst overgive sig til markedets kolde kalkuler.
Douglas Fregin prøver at fastholde filmaftenerne og den hyggelige drengehule-ånd, samtidig med at investorer og indpiskere forlanger forretningen strømlinet. Det er perfekt filmisk realiseret, hvordan ’BlackBerry’ selv undergår denne forandring fra et komedie-kighul ind i nørdernes verden til et corporate drama med en klump i halsen.
BlackBerry’en sad på et tidspunkt på 45 procent af mobiltelefonmarkedet. I dag er det nul procent.
Filmen beskriver en episk rutsjetur mod den nøgne, gnubbede asfalt. ’BlackBerry’ sigter ikke efter samme sting og selvbevidste tyngde som David Finchers hate-mail til Mark Zuckerberg, ’The Social Network’.
Den her film kan lide sine personer og illustrerer i stedet med et vemodigt og kærligt blik teknologiens tsunami-agtige udvikling: BlackBerry’en virker allerede Commodore 64-agtig, når man ser filmen med sine 2023-briller.
Lazaridis går fra at være visonær opfinder til at blive en strømlinet CEO-type at se på, men til gengæld kan eller vil han ikke se det kvantespring fremad, som iPhonen udgjorde.
Filmens journalistiske forlæg hedder ’Losing the Signal’ med god grund. Gamle Nokia-telefoner bliver i det mindste stadig købt til festivalbrug og genlanceret som dumbphones til moderne mennesker med skærmtrætte øjne. BlackBerry’en er for længst blevet et stykke afblomstret teknologi, uden at den (indtil videre) af den grund er blevet tillagt nostalgisk affektionsværdi.
Måske vil det ændre sig nu? Den sorte proto-smartphone har fået sin ultimative portrætfilm. ’BlackBerry’ er en vellykket dramedy om teknologi, innovation og kapitalisme.
Ikke mindst fordi den håndterer den slags dyre begreber med en god portion humor i begyndelsen og noget, der ligner oprigtig omsorg for de involverede personer, når det hele bliver alvorstungt og børsnoteret.
Kort sagt:
’BlackBerry’ lægger ud som en charmerende nørdekomedie og havner et køligere sted med samme desillusionerede skyline-udsigt som i ’Succession’ eller ’Billions’. Et stykke samtidshistorie om en teknologisk udvikling, der gennemsyrer stort og småt i vores liv i dag.