Andrea Arnold, som står bag roste film som ’Fish Tank’ og ’American Honey’, er på vej med et drama, der allerede har fået ros på Cannes-festivalen, og har Hollywood-varme Barry Keoghan på rollelisten.
‘Bird’ er en coming of age-historie, som følger 12-årige Bailey (debutanten Nykiya Adams), der bor med sin unge enlige far Bug (Keoghan), som lever en kaotisk tilværelse. Bailey har svært ved at passe ind i sine omgivelser, men da hun en dag møder nomaden Bird (Franz Rogowski), som også er lidt fortabt, åbnes døren for en værdifuld relation.
I den flotte og farverige nye trailer ser vi en gevaldigt tusset Keoghan, som virker rodløs, mens datteren suger verden ind omkring sig og møder den ligesindede Bird.
Arnold, som både har skrevet og instrueret filmen, var senest aktuel i 2021 med dokumentaren ‘Cow’. Keoghan er en travl herre for tiden og spiller også hovedrollen i dramaet ’Bring Them Down’, som havde premiere på Toronto-festivalen.
’Bird’ havde premiere på Cannes-festivalen tidligere i år, og fik overvejende ros af amerikanske anmeldere. Soundvenues Jakob Freudendal mente ikke, filmen nåede samme højder som nogle af Arnolds tidligere værker, men var alligevel særligt imponeret af den tyske skuespiller Franz Rogowski, som »beviser, at han er en af sin generations største stjerner«.
Filmen får dansk biografpremiere 3. april 2025.