1. Jason Segel som elskelig skodpsykolog
Er Jason Segel verdens bedste psykolog i komediedramaet ‘Shrinking’? Nej. Og det er stadig helt som det skal være i anden sæson, der netop har ramt Apple TV+. Til gengæld er han og resten af seriens stjernecast stadig forrygende selskab.
I første sæson var hans nyudklækkede enkemand Jimmy decideret farlig for sine patienter, fordi han var trætte af at høre på dem og i stedet gik gonzo. Dertil var han også en elendig far for teenagedatteren Alice. Jimmy var faktisk så meget ude at skide, at hans vej tilbage var en feel good-præmis af den gode gammeldags slags. Lige som vi troede alt var fikset, lægger sæson to dog ud med nye forhindringer og gamle traumer, præcis som ægte selvudvikling.
At se 82-årige Harrison Ford som ‘Shrinking’-kontorets kloge overhoved, der er tvangsindlagt til at høre på sine yngre kollegaer med deres emotional support-drikkedunke og konstante oversharing er desuden et trækplaster i sig selv. Se, ham gad man godt have som psykolog! –MJK
‘Shrinking’ kan ses på Apple TV+.
2. Thomas Vinterbergs stjernespækkede TV 2-serie pirrer din eksistentielle uro
Jeg var ikke udelt begejstret efter at have set hele Thomas Vinterbergs ventede første serie ’Familier som vores’ i forbindelse med verdenspremieren i Venedig. Men jeg vil alligevel anbefale alle at give den et skud.
Præmissen er nemlig i sig selv så tankevækkende genial, at den fortjener massiv udbredelse: Hvad gør vi, den dag Danmark bliver ubeboeligt på grund af stigende vandstande og transformerer alle danskere til klimaflygtninge?
Det dystopiske scenarie vækker Thomas Vinterberg til live via lige dele hardship og håb med udgangspunkt i en velpolstret sammensat familie bestående af blandt andre Nikolaj Lie Kaas’ arkitekt Jacob, Paprika Steens videnskabsjournalist Fanny, deres datter Laura (debutanten Amaryllis August) og dennes nye kæreste Elias (Albert Rudbeck Lindhardt) – foruden Jacobs nye hustrus Amalie (Helene Reingaard Neumanns) og dennes bror Nikolaj (Esben Smed), der er gift med godsejeren Henrik (Magnus Millang).
Det er et vidtfavnende karaktergalleri, der på hver deres måde får det eksistentielle tæppe revet væk under sig. Og man kan ikke undgå at tænke: Hvad hvis det var mig? – JLU
’Familier som vores’ kan ses på TV 2 Play fra på søndag, 20. oktober.
3. Miyazakis svanesang (?) på Netflix
Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ blev en mirakuløst stor billetsællert i de danske biografer, men hvis man ikke fik den set på det store lærred – eller blot higer efter et gensyn – er der gode nyheder:
Den japanske mesters svanesang er nu ude på Netflix, som skal have den gigantiske ros, at filmen slutter sig til en hel perlerække af Miyazaki-film, der allerede ligger på tjenesten.
‘Drengen og hejren’ er spækket med Miyazakis kendetegn med dens syrede magiske univers, følsomme coming of age-historie, voldsomme temaer og fantastisk smukke streg. Resultatet af årevis omhyggeligt håndtegnet arbejde.
Om det så rent faktisk bliver den 83-årige japaners sidste film, må tiden vise. Vi tager gerne en ny runde med forventningens glæde til endnu en allersidste svanesang! -JLU
‘Drengen og hejren’ kan ses på Netflix.