Adam Brody dræbte Megan Fox i protest over sit ry – med ny Netflix-serie må vi endelig elske ham igen

Med Netflix-serien 'Nobody Wants This' er ‘The O.C’-stjernen Adam Brody endelig tilbage i sit es efter at have kæmpet en hård kamp mod at blive typecastet som quirky drømmefyr i årevis.
Adam Brody dræbte Megan Fox i protest over sit ry – med ny Netflix-serie må vi endelig elske ham igen
'Nobody Wants This'. (Foto: Netflix)

Netflix er de seneste par år blevet et trygt alderdomshjem for falmede stjerner fra 90’erne og 00’erne.

Her har celebre hasbeeens som Lindsay Lohan, Freddie Prinze Jr., Chad Michael Murray og Brooke Shields fundet et godt hjem i streamingtjenestens Hallmark-agtige højtidsproduktioner.

Det var derfor ikke uden bekymring, at jeg først opdagede, at Adam Brody skulle vende tilbage som førsteelsker lige netop her – i romcom-serien ‘Nobody Wants This’

Den gamle ‘The O.C.’-stjerne har dog gjort det til hele sit varemærke ikke at være som de andre fyre. Så det er hans Netflix-comeback selvfølgelig, og gudskelov, heller ikke. 

Alligevel er der noget pudsigt ved, at Adam Brodys karriere pludselig er kommet i så hede omdrejninger.

Måske fordi “comebacket” slet ikke er sket så ud af det blå, som det måske kunne virke. Selvom det ville være en overdrivelse at kalde hans post-’The O.C.’-karriere for fremragende, er den heller ikke dårlig. Slet ikke for en skuespiller i det, de fleste nok stadig vil betegne som en sæbeopera for teenagere. 

Men selvom Brody aldrig er stoppet med at spille skuespil, er ‘Noboby Wants This’ første gang siden 2007, at han virkelig er tilbage i seernes gunst og den popkulturelle debat. Det er det største stykke fanservice, han har udvist, med undtagelse af da han giftede sig med ‘Gossip Girl’s Blair Waldorf (Leighton Meester).

Og det er i den grad et comeback. Som seriens hotte L.A.-rabbiner Noah vender den 44-årige skuespiller nemlig også ægte tilbage til det kram, der gjorde ham populær i første omgang. At legemliggøre en meget specifik form for kærestepotentiale.  

En kunstart, han søsatte som Dave Rygalski ‘Gilmore Girls’ og efterfølgende stadfæstede i ‘The O.C.’. 

Og det har hans gamle fanskare i den grad også bemærket. 

»Adam Brodyss rizz i den her serie er uden for nummer. Det er, som hvis Seth Cohen fik skæg og opdagede, hvor lækker han var, og sendte en hel generation af O.C.-piger i løbetid«, som det meget præcist blev formuleret af en bruger på X. 

Men selvom der er mange billige point at hente, når man engang har været et teenidol, handler Brodys store retur om mere end tomme nostalgi-kalorier. 

For når man ser på, hvad skuespilleren har beskæftiget sig med i mellemtiden, får man også indtryk af en mand, der endelig har fundet fred med et ry, han har flygtet fra i årevis. 

00’ernes hotteste simp

Der er nok flere, som husker navnet på Adam Brody’s ‘The O.C.’-karakter, Seth Cohen, end manden der spillede ham. 

Den speedsnakkende, jødiske, wannabe-intellektuelle Death Cab for Cutie-lyttende tegneseriefreak med de mange indierockede lag på lag-looks, der i serien lægger ud som venneløs taber, men bliver skænket et helt nyt socialt liv, da hans ultrarige familie adopterer den geniale bølle (og arkitekttalent in spe) Ryan Atwood fra Chino.

Han scorer sågar sin drømmepige, skolens lidt lede skønhed Summer Roberts (Rachel Bilson), som han har længtes efter, siden hun læste et digt om en havfrue op i de små klasser. Hun ved ikke, hvad han hedder – han har opkaldt sin båd efter hende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det lyder måske ikke helt så cute i dag, som folk syntes engang (hans uperfekthed har både The Daily Beast og The Take beskæftiget sig indgående med). 

Men for mig, og resten af hans betydelige fanskare, var han det perfekte wannabe-intellektuelle alternativ til den klassiske drømmefyr. Lidt a la Dylan fra ‘Beverly Hills’ – bare mindre cool, med en propfyldt iPod og for meget sarkasme. Hvor det ofte var den (vildt smukke og hemmeligt talentfulde) kiksede pige, der drømte om skolens populære fyr, var det tiltrængt og hot med en fyr, der simpede

Intet af det kunne være sket uden Adam Brody, der mestrede karakterens humor og oprigtighed. Da ‘The O.C.’ var på sit højeste i midten af 00’erne, blev han betegnet som »tv’s mest sexede nørd«

Fanskaren er til dags dato stadig så levende, at seriens jubilæum har igangsat adskillige diskussioner om, hvorvidt Seth overhovedet var særlig sympatisk. 

I forbindelse med ‘Nobody Wants This’ er der sågar udbrudt X-stridsmål over, hvilken generation der ejer Adam Brody. At han bliver kaldt »det definitive millennial-crush«, er der nogle af Brodys jævnaldrende gen x’ere, der ikdeke kan leve med. 

Mens verden aldrig helt stoppede med at være forelskede i Seth Cohen, var manden bag til gengæld videre i teksten, allerede før seriens sidste afsnit løb over skærmen. 

Anti-Seth Cohen

Brody begyndte at tage afstand til ‘The O.C’, allerede inden serien sluttede, hvilket ikke faldt ud til hans videre fordel.

Det fortalte han sidste år i forbindelse med seriens 20-års-jubilæum. 

»Kvaliteten af den (serien, red.) og mit engagement gik hånd i hånd«, fortalte han sidste år Variety, hvor skuespilleren også indrømmede, at han dengang udviste »disrespekt over for arbejdet« og »mangel på professionalisme«. 

På et tidspunkt begyndte hans tilgang til karakteren at ændre sig så meget, at manuskriptforfatteren brugte en plottråd om potafhængighed som lappeløsning på, at Brodys skuespil var stukket helt af.  

Siden ‘The O.C.’ har det mest prangende ved Adam Brodys cv da også været hans hårdnakkede forsøg på at gå i en langt mere uromantisk retning. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I horrorkomedien ‘Jennifer’s Body’ vendte han den bløde indiefyr på vrangen som forsanger i et band, der forsøger at ofre Megan Fox koldblodigt til Satan for at opnå succes. I 2019 var han med i gyseren ‘Ready or Not’, hvor en nygift brud opdager, at hendes svigerfamilie har morderiske tilbøjeligheder.

På samme måde gik Adam Brody også kontra på sit gamle good guy-image i Emerald Fennells ‘Promising Young Woman’ i 2020, hvor han er den første fyr, der slæber Carrie Mulligans falskt stive hævner med hjem, fordi han tror, hun er bevidstløs. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Cirklen blev fuldendt med skilsmissedramaet ‘Fleishman Is in Trouble’, hvor hans karakter ovenikøbet hed Seth. Her var han bare vokset op til at blive en financebro med parforholdsangst. 

Skilsmisseserien handlede i høj grad om voksenlivets skuffelser – og sammen med ‘How I Met Your Mother’-hovedrolleindehaver Josh Radnor fungerede Brody nærmest som kransekagefigur for de falske løfter om millennial-livets lykkelige slutning. Han og Ted Mosby blev totalt punkteret som romantiske fantasier. 

Men det er også påfaldende, og lidt uretfærdigt, at Adam Brody konstant bliver læst i konteksten af sin gamle karakter.  Samtidig har han dog aldrig nærmet sig sit 00’er-momentum. Indtil nu hvor han lader til at have stoppet sin kamp mod sit ophav.

Comebacket alle har ønsket sig 

»Brody returning to screens as a wry, Jewish dreamboat? Everybody wants this«, skrev The New York Times.  

Men handler det om andet end den umiddelbare glæde, man som ‘The O.C.’-fan kan få af at se sin gamle parasociale forelskelse spille en karakter, der modsat ‘Fleabag’s »hot priest« faktisk gerne vil være kærester.

Det handler i hvert fald om at give sig hen til hengivenheden.

I ‘Nobody Wants This’ hersker der ikke et sekunds tvivl om, at Brodys Noah virkelig vil Kristen Bells kaotiske sexpodcaster. Også selvom hun ikke er jøde, men en shiksa, der ikke engang ved, hvad sabbat er, hvad shalom betyder og tager et dyrt prosciutto-bræt med til svigerfamilien, fordi hun er overbevist om, at det er lavet af oksekød. 

‘Nobody Wants This’. (Foto: Adam Rose/Netflix)

Hun er lidt en omvendt Carrie Bradshaw. På nogle punkter er ‘Nobody Wants This’ en form for ‘Sex and the City’, som den kunne have udspillet sig, hvis Mr. Big havde haft et mindre ego og været følelsesmæssigt tilgængelig. 

For mig er castingen af Adam Brody det mest perfekte eksempel på, hvordan ‘Nobody Wants This’ forholder sig til romcom-genren, og er styret af den kvindelige skaber Erin Fosters blik og sans for sit publikum.

Det ser man også i seriens allerede virale 2024-agtige kærlighedserklæring, hvor Brodys Noah lover Kristen Bells impulsive Joanne, at han kan rumme hende i stedet for at love, at han vil elske hende.

Vi hylder oftest de mandlige skuespillere, der som Robert Pattinson og Jacob Elordi er i stand til at bryde ud af rollen som teen-heartthrob eller førsteelsker.

Da Matthew McConaughey begyndte at gøre det godt i film med mænd som primære målgruppe, blev det en hel karriererenæssance. Og det er også helt i orden – der er langt fra ‘How to Lose a Guy in 10 Days’ til ‘True Detective’. 

Men vi bør også klappe af de mandlige skuespillere, der høster anerkendelse under det feminine blik, giver sig hen til førstelskertitlen og lader folk forelske sig i dem igen. 

Det har Adam Brody nu gjort.

‘Nobody Wants This’ kan ses på Netflix. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af