Ulf Pilgaard er død, 83 år gammel.
Det skriver pr-bureauet Hammer PR i en pressemeddelelse.
»Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter«, lyder det fra skuespillerens søn, Christian Pilgaard.
Ulf Pilgaard var en af landets mest folkekære skuespillere, særligt kendt for sin sine brillante komiske indsats i Cirkusrevyen og andre revyer helt tilbage siden slutningen af 1960’erne. Han blev særligt kendt for sine parodier på blandt andet Dronning Margrethe, Kirsten Hüttemeier, Poul Nyrup og Hanne Bech Hansen.
I 1994 vakte han stor opsigt, da han spillede mod type som kriminalkommissær og bestialsk seriemorder i Ole Bornedals epokegørende ‘Nattevagten’, en rolle han så sent som sidste år gentog i opfølgeren ‘Nattevagten – dæmoner går i arv’.
Hans filmroller går dog tilbage til 1970’erne, hvor han blandt spillede med i filmen ‘Giv Gud en chance om søndagen’ og krimien ‘Nitten røde roser’.
Han vandt både en Bodil og en Robert for bedste hovedrolle i ‘Farligt venskab’ fra 1996, endnu en seriøs rolle i kølvandet på ‘Nattevagten’-successen.
Helle Hammer fra Hammer PR oplyser til Ekstra Bladet, at skuespillerens helbred skrantede, og at han havde forhøjede infektionstal. Han døde mandag af et hjertestop.
Ulf Pilgaard efterlader sig sønnen Christian, svigerdatteren Merete og to børnebørn.