‘Venom 3: The Last Dance’: Sidste dans med Tom Hardy og hans monster er som en bedugget gallafest på gymnasiet
Når snakken går på cinematiske superhelteuniverser, vil de fleste formentlig pege på giganter som Marvel Cinematic Universe eller hedengangne DC Extended Universe (som snart rebootes med James Gunns DC Universe).
Megafranchises med mægtige Disney og Warner Bros. i ryggen, der udstikker 10 års-planer, og som lancerer film, serier og videospil inden for den samme snørklede multiverse-kontinuitet i håbet om at få fingrene ned i de loyale fans pengepunge.
Superheltetræt? Jeg bebrejder dig ingenlunde, hvis du nærmer dig tilstanden, men personligt er jeg stadig om bord på den gyngende skude og glæder mig blandt andet til næste års ’Superman’, mens jeg sikkert også lapper ’Daredevil: Born Again’ og ’Thunderbolts*’ i mig.
Et af problemerne for den elastiske superheltegenre er, at den også rummer en franchise som ’Sony’s Spider-Man Universe’, der er fuld af sjusk, fattig på kvalitet og borger for en komplet mangel på sammenhæng. Med skrækkelige film (og økonomiske dødssejlere) som ’Madame Web’ og ’Morbius’ skulle man tro, at Sony var klar på at dreje nøglen om.
Men de to første ’Venom’-film blev så store kassesucceser, at det selvfølgelig afkrævede nye film som den kommende ’Kraven the Hunter’ og altså tredje ombæring med Tom Hardys symbiotiske antihelt.
Heldigvis er instruktørdebuterende Kelly Marcels ’Venom 3: The Last Dance’ bedre end de fleste SSU-film.
Vi følger Eddie Brock/Venom (Tom Hardy) efter begivenhederne i ’Venom: Let There Be Carnage’, hvor de nu er eftersøgt af myndighederne, herunder den konfrontatoriske soldat Rex Strickland (Chiwetel Ejiofor).
På flugt møder Eddie og Venom deres gamle ven, kioskejeren Mrs. Chen (Peggy Lu), den venlige forsker Dr. Payne (Juno Temple) og den konspirationsteoretiske Martin (Rhys Ifans), der er på road trip til Area 51 med sin familie.
Samtidig søger en faretruende og fængslet skurk (hvem det er, vil jeg ikke afsløre her) efter en genstand på jorden, der måske er nøglen til vedkommendes befrielse. Og pludselig må Eddie og Venom forholde sig til flere magtfulde modstandere.
Kelly Marcel (forfatteren bag de tidligere ’Venom’-film) har i denne tredje og sidste film overtaget instruktørsædet fra Andy Serkis, der ellers bragte friskhed og queer-nuancer til bordet i ’Venom: Let There Be Carnage’.
Marcels film er et lille nyk ned i kvalitet i forhold til forgængeren, men man er stadig ganske fint underholdt, hvilket igen primært skyldes Tom Hardys fine præstation som Eddie, der både er et tragisk og morsomt bekendtskab.
Samtidig accentuerer Marcel Eddies (kærligheds)forhold til Venom på ny, især i filmens nydelige slutmontage, der akkompagneres af et velvalgt stykke musik. Undervejs er der tilmed et par overraskende rørende øjeblikke.
Filmens action er også godt skruet sammen. Ratingen er PG-13, og selvom vi ikke er i en skala a la ’The Boys’, har Marcel sneget en smule mere gore og kraftudtryk med i ligningen, hvilket passer universet fint. Ellers er der også smæk for skillingen med vilde eksplosioner og brølende uhyrer i et hastigt tempo, og her får man utvivlsomt serveret, hvad man forventer af denne type popcornfilm.
De fleste karakterer er papirtynde, og det er synd, at filmen spilder prisbelønnede skuespillere som Juno Temple og Chiwetel Ejiofor i roller, hvis personligheder kan opsummeres med simple ord som henholdsvis idealist og pragmatiker.
Marcel mister også grebet om filmen flere steder, hvor tonen enten er for ufokuseret i forhold til drama og letbenet komedie, eller når historien afspores af kluntet eksposition og et generelt flakkende fokus.
Kort sagt:
I stedet for det perfekte afslutningsbal minder den sidste svingom med Tom Hardys antihelt nok mere om en vild, kaotisk og bedugget gallafest på gymnasiet. Akavet dans, hjernen slået fra, og det meste er glemt bagefter – men det var sjovt undervejs.