’Venom: Let There Be Carnage’: Er Tom Hardy-toer et queer-hovedværk? Den er god nok!

’Venom: Let There Be Carnage’: Er Tom Hardy-toer et queer-hovedværk? Den er god nok!
'Venom: Let There be Carnage'. (Foto: SF Studios)

Den første ’Venom’ var en sjov størrelse. 

Ved premieren blev den slagtet af anmelderne, og her på Soundvenue kaldte vi den for en decideret lort. Men publikum tog filmen om Marvels antihelt nummer et til sig og elskede dens humor, vold og Tom Hardys dobbeltoptræden. Publikums gunst vejer nu engang tungest i Hollywood. Og derfor er tiden nu kommet til den uundgåelige efterfølger. 

Lad mig som repræsentant for den store del af anmelderstanden, der ikke brød sig om forgængeren, lægge mig fladt ned og bekendtgøre: ’Venom: Let There Be Carnage’ er alt det, man kunne ønske sig. Og mere til. 

Om det skyldes, at man har placeret motion capture-legenden Andy Serkis i instruktørstolen, eller om det er manuskriptforfatternes sans for at fange og videreudvikle de få ting, der faktisk fungerede i etteren, er svært at sige. Jeg hælder til en kombination af begge. 

Hvor sidste film bestod af lige dele kedelig oprindelseshistorie og ligegyldigt CGI-pladder, har man denne gang lagt svesken på disken og kommet op med en tætpakket, fandenivoldsk og ikke mindst epokegørende actionkomedie. 

VENOM: LET THERE BE CARNAGE. (Foto: SF Studios)

Journalisten Eddie Brock (Tom Hardy) lever i bedste Jekyll og Hyde-stil med symbioten Venom i sin krop. Men alt er ikke liv og glade dage. Eddie mener, at Venoms tilstedeværelse er til hindring for, at han kan udfolde sin karriere og måske endda genvinde Annes (Michelle Williams) kærlighed. Til Venoms forsvar har den utaknemmelige vært ladet parasittens diæt bestå af levende høns og M&M’s i stedet for hjernerne fra San Fransiscos mange kriminelle, som han ellers havde lovet. 

Parrets uoverensstemmelser er filmens komiske rygrad. Men hvad, der i andre superheltefilm ville forblive overfladisk drillende bromance, stikker her dybere og bliver forbavsende eksistentielt. Deres mange disputter kan bedst beskrives som Marvel-universets take på Bergmans ’Scener fra et ægteskab’. 

Michelle Williams og Tom Hardy i ‘Venom: Let There Be Carnage’ (Foto: SF Stduios)

I en vidunderlig scene, der nok skal få diverse internetfora til at gløde, løsriver Venom sig fra Eddie efter et ophedet skænderi og besøger en kostumefest. Her indtager den fremmedgjorte rumparasit scenen med regnbuefarvede neonringe om halsen. Han letter sit hjerte og fortæller, hvordan han ikke føler, han kan være sig selv i en verden befolket af mennesker, og hvor befriende det er endelig at være »Out of the Eddie-closet«. 

Venom-monstrets ’coming out’-scene står ikke alene. Hele filmen føles som én stor hyldest til utraditionelle forhold – her manifesteret af et menneske og en rumparasit. Det er fundamentalt set en historie om at acceptere hinanden og i sidste ende stå ved kærligheden. Uanset hvordan den måtte udforme sig. Set i det store blockbuster-billede fremstår ’Venom: Let There Be Carnage’ som intet mindre end et queer-hovedværk blandt amerikanske superheltefilm. 

Selv om det ville være virkelig modigt at lave en Marvel-film, der udelukkende handler om heltens indre konflikter og følelser, er det naturligvis ikke tilfældet her. 

I et forsøg på at genoplive sin journalistiske karriere interviewer Eddie den skrupelløse seriemorder Cletus Kasady (Woody Harrelson). Det går som forventet ikke stille for sig, og da Kasady bider sig fast i Eddie, videreføres en del af Venom til morderen. Da Kasady står til at skulle henrettes – efter Eddies afsløringer får ham dømt til døden – overtages han af den modbydelige supersymbiot Carnage. 

Woody Harrelson i ‘Venom: Let There Be Carnage’ (Foto: SF Studios)

Hvad der herefter følger, er en perlerække af bizarre optrin, hvor Hardy og Harrelson kæmper om, hvem der kan overspille mest. Begge skuespillere har tydeligvis en forståelse for forlæggets overdrevne absurditet, og det er ualmindeligt underholdende og dejligt befriende at se to dygtige skuespillere få lov til at give den fuld smadder og have en fest. 

Filmens actionscener er spredt tilpas ud over den appetitlige spilletid på omtrent halvanden time. De er samtidig iscenesat klart og tydeligt, og den hæsblæsende finale forfalder gudskelov ikke til superheltegenrens dødssynd ved at lade aaaalt for mange figurer falde over hinanden i intetsigende computergenereret lirumlarum. 

Det havde dog klædt filmen at gå all in på netop carnage. Det er bare sjovere at se slimede alien-parasitter med sylespidse tænder rive mennesker fra hinanden, hvis blod og indvolde flyver om ørerne på os. 


Kort sagt: 
Med sin hyldest til utraditionel kærlighed og Hardy og Harrelson i underholdende topform renser ’Venom: Let There Be Carnage’ den grimme eftersmag af forgængeren væk.

’Venom: Let There Be Carnage’. Film. Instruktør: Andy Serkis. Medvirkende: Tom Hardy, Woody Harrelson, Michelle Williams, Naomie Harris, Reid Scott & Stephen Graham. Spilletid: 97 min. Premiere: I biografen 14. oktober.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af