‘Sasquatch Sunset’: Absurd bigfoot-komedie med Jesse Eisenberg og Riley Keough starter pøllet og slutter tankevækkende
Jeg var tæt på at kapitulere efter blot 30 minutter af Bigfoot-filmen ‘Sasquatch Sunset’.
Ikke på grund af præmissen, som jeg faktisk finder utroligt tiltalende: En Sasquatch-familie, der bamser rundt i en skov som en behåret naturudgave af ‘Fars fede ferie’.
Problemet var, at den første halve time føltes som en sjov idé til en kortfilm, der slet ikke kunne bære spillefilmlængden. Og værst af alt: Første akt er spækket med Sasquatch-humor på absolut laveste niveau. Vi taler pøller, tis og stive Bigfoot-peniser i lange baner. Alt for meget alt for hurtigt.
Men så sker der noget.
Filmen åbner ellers med rolige hverdagsglimt og betagende naturbilleder fra de nordamerikanske skove. En alfahan med stort ego (Nathan Zellner), en blød betahan (Jesse Eisenberg), en badass-hun (Riley Keough) og et småforvirret ungt Bigfoot-medlem (Christophe Zajac-Denek) udgør den usandsynlige kerne i udyrsdramaet.
‘Sasquatch Sunset’ er opdelt i fire kapitler – én for hver årstid – og hver sæson smider en ny livskrise i hovedet på flokken. Fra jagt på mad til parringspolitik prøver de at finde ud af, hvordan man overlever, når naturen er nådesløs.
Og ja, de grynter, skider og parrer sig uden noget som helst filter – men der er en overraskende charme i deres uforfinede kaos. Hun-sasquatchen står som en småirriteret behåret dronning, der med stoisk ro (og kløen i skridtet) forsøger at navigere i en flok af dumme hanner, som konstant tester hendes grænser.
Riley Keough leverer uden tvivl filmens mest overbevisende og mindeværdige Sasquatch-præstation, mens Jesse Eisenberg gør præcis, hvad man forventer af ham. Hans Sasquatch er akavet og neurotisk på en måde, der teknisk set fungerer, men alligevel kan man ikke ryste følelsen af, at det bare er Mark Zuckerberg iført et gorillakostume.
Det er brødreparret Nathan og David Zellner, der står bag ‘Sasquatch Sunset’. De har tidligere markeret sig som mestre i det absurde og rørende med film som ‘Kumiko, the Treasure Hunter’ (2014), hvor en japansk kvinde tror, ‘Fargo’ er en dokumentar, og ‘Damsel’ (2018), en sort komediewestern med Robert Pattinson som lead.
De har vist, at de har evnen til at lege med genrer og forventninger, og ‘Sasquatch Sunset’ er ingen undtagelse. Her blander de ekskrementer og rørende beats i en cocktail, der er lige dele underholdende, provokerende og frastødende.
Det viser sig nemlig, at den platte humor og første akt er en velplaceret stopprøve. En frasortering af dem, der alligevel ikke ville få noget ud af filmen. Dem, der ikke kan se forbi maskerne og det balstyriske koncept – og ikke ønsker at forstå filmen på et dybere plan end kropsvæsker og kønsdele. For filmen vil og kan faktisk mere.
‘Sasquatch Sunset’ er en overraskende skarp kommentar til sociale dynamikker. Inden for flokken er hierarkiet lige så tydeligt som fodspor i sandet. Alfa-hannen regerer som en pelset patriark, mens hunnen konstant må afvise hannernes tilnærmelser. Det er patriarkatet i gorillakostume, og filmen gør det krystalklart, at ikke engang udyr slipper for kønskampens absurditet.
Men det stopper ikke der.
Deres møder med veje, lejre og civilisationens efterladenskaber føles som en stille, men kraftfuld anklage mod menneskets tendens til at dominere alt, hvad vi rører. Selv bigfeet kan ikke få fred fra vores rod.
Og så er der ensomhed.
Familiens desperate jagt efter fællesskab og mening rammer hårdere, end man måske er forberedt på. Uden et eneste ord fortæller filmen om isolation, overlevelse og spørgsmålet, vi alle tumler med: Hvad vil det sige at eksistere? Er vi egentligt mere end bare dyr, der forhutlet trasker rundt efter noget at lave dag til dag. Og pludseligt er det bare … slut.
Kort sagt:
‘Sasquatch Sunset’ er både en absurd komedie og en eksistentielkrise i Bigfoot-format – på én gang tankevækkende, underholdende og virkelig uappetitlig.