‘Cross’: Ny krimiserie er en rå dej af den slags, der giver salmonella

‘Cross’: Ny krimiserie er en rå dej af den slags, der giver salmonella
'Cross'. (Foto: Prime Video)

Forfatter James Pattersons mere end 30 krimiromaner om retspsykolog og kriminalbetjent Dr. Alex Cross har affødt en række filmatiseringer.

Først kom Morgan Freeman i titelrollen som Alex Cross i ‘Kiss the Girl’ fra 1997 og ‘Along came the Spider’ fra 2001. Derefter overtog Tyler Perry faklen med filmen ‘Alex Cross’ i 2012. Og nu kommer serieskaber Ben Watkins, som er bedst kendt fra sin medvirken i tv-sæbeoperaen ’The Young and the Restless’, med sin version i form af serien ‘Cross’ og Aldis Hodge i rollen som den komplekse kriminalbetjent.

Serien følger Cross, der i kølvandet på sin kones mord kæmper med at finde fodfæstet på arbejde såvel som i privaten. På jobbet står han desillusioneret tilbage efter en lang og uforløst jagt på sin kones morder. Som enkemand kæmper han for at opretholde hjemmet for sine to børn, mens traumerne fra konens bortgang truer familiens vaklende fundament.

Aldis Hodge som Alex Cross i ‘Cross’. (Foto: Keri Anderson/Prime Video)

For at komme familien og sig selv til undsætning vil Cross tage orlov fra politiarbejdet og fokusere på familien. Men inden han får underskrevet opsigelsen, lander en sag om en seriemorder på hans skrivebord, som kun han kan opklare. Samtidig må han håndtere en stalker, der potentielt er til stor fare for ham og hans nærmeste.

Der er en indlejret ambivalens ved at være afroamerikaner i ordensmagten i USA, som historisk har diskrimineret mod sorte medborgere med dødeligt resultat. Det er en præmis med en medfødt loyalitetssplittelse, der rummer et væld af kompleksiteter, som vi har set udfoldet i ‘In the Heat of the Night’ med Sidney Poitier, ‘Black and Blue’ med Naomie Harris eller ‘Seven Seconds’ med Clare-Hope Ashitey.

Men ‘Cross’ skraber i bedste fald kun i overfladen af temaet.

Det kommer tydeligst til udtryk i en scene, hvor Cross er til et middagsselskab med kæresten Elle (Samantha Walkes) og hendes venner. En af gæsterne spørger, hvordan Cross har det med at slå Black Lives Matter-demonstrationer ned på ordre fra hvide chefer.

I stedet for at engagere sig i spørgsmålet truer Cross med vold. Scenen reducerer ham til en flad aggressiv karakter, langt fra den skarpsindige retspsykolog, der skulle kunne manipulere selv de mest udspekulerede kriminelle.

Denne ujævne eksposition og porøsitet i plottet er desværre symptomatisk for serien. ’Cross’ føles i det hele taget for tidligt født. Det er, som om serieskaberen Watkins har konceptet og omridset til karaktererne, men aldrig rigtigt får udfyldt substansen.

‘Cross’. (Foto: Prime Video)

Det bliver – i øvrigt formålsløst og punkterende for spændingen – allerede afsløret i starten, at det er rigmanden Ed Ramsey (Ryan Eggold), der er seriemorderen under aliasset Fanboy.

Han er en karikatur med afbleget hår og gennemsigtige intentioner. Han inviterer kikset og ufrivilligt komisk et af sine ofre på en udstilling om mord, som ligner en bizar sammensmeltning af kunstudstillingen ‘Bodies’ med afskrællede menneskekroppe og middagsseancerne i ‘Hannibal’-serien med Mads Mikkelsen. Bare uden disses autenticitet.

Eggolds skuespil veksler mellem en maske af selvtilfreds overlegenhed og barnligt raserianfald. Det gør det noget nær umuligt at betragte ham som en troværdig trussel og som en seriemorder, der har formåen til at afpresse en stor del af magtens centrum i Washington D.C. til at dække over sine årelange forbrydelser.

Aldis Hodge har bevist sit talent i blandt andet ’One Night in Miami’ og ‘City on a Hill’, og hans version af Alex Cross kunne være blevet en spændende amerikansk sammensmeltning af Idris Elba i ‘Luther’ og Benedict Cumberbatch i ’Sherlock’ – ovenikøbet med superhelteoverarme. Det kunne have talt ind i en afroamerikansk folkesjæl i forandring i en virkelighed, hvor sorte mænd er den minoritetsgruppe, der støtter Trump mest.

Et kæmpe potentiale, som serien taber generisk på gulvet.


Kort sagt:
Krimidramaserien ’Cross’ er en rå dej af den slags, der giver salmonella.

‘Cross’. Serie. Serieskaber: Ben Watkins. Medvirkende: Aldis Hodge, Ryan Eggold, Johnny Ray Gill, Isaiah Mustafa, Juanita Jennings, Alona Tal, Samantha Walkes. Spilletid: 8 afsnit á 50-62 min. Premiere: Kan ses på Prime Video.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af