Det er de færreste superheltefans, der betragter den såkaldte Sony’s Spider-Man Universe-franchise som en regulær succes.
De tre ‘Venom’-film har ganske vist fundet sig et publikum, men den uheldige trio ‘Morbius’, ‘Madame Web’ og ‘Kraven the Hunter’ har været udskældte, meme-egnede fiaskoer.
Ifølge direktør for Sony Pictures, Tony Vinciquerra, er det dog ikke filmenes egen skyld, at de har klaret sig dårlig ved billetlugerne. Nej, det er derimod anmeldernes skyld.
»’Madame Web’ underpræsterede i biograferne, fordi pressen bare korsfæstede den. Det var ikke en dårlig film, og den klarede sig fantastisk på Netflix«, udtaler Vinciquerra til Los Angeles Times (via Deadline)
Direktøren mener, at det samme gør sig gældende for ‘Kraven the Hunter’, som ligeledes ikke har haft en tilfredsstillende indtjening siden premieren tidligere på måneden.
»Af en eller anden grund besluttede pressen, at de ikke ville have, at vi laver de her film … og anmelderne udslettede dem bare«, siger filmbossen.
‘Madame Web’-skuespiller Dakota Johnson har selv udtalt, at hun godt kan se, hvorfor filmen blev nedsablet.
»Det var virkelig en oplevelse, jeg lærte af, og selvfølgelig er det ikke rart, at være en del af noget, der bliver revet i småstykker, men jeg kan ikke sige, at jeg ikke forstår det«, sagde hun til Bustle.
J.C. Chandlor, instruktøren bag ‘Kraven the Hunter’, har derimod bedt publikum om at give hans film en chance på trods af de katastrofale forgængere i franchisen.