‘Kraven the Hunter’: Karismatisk Aaron Taylor-Johnson trækker på forhånd udskældt superheltefilm gevaldigt op
Det sker alligevel ikke så tit, at en god instruktør ser sig nødsaget til at bede sit publikum om at give hans film en chance, inden den har ramt biograferne.
Men det er faktisk præcis, hvad Oscar-nominerede J.C. Chandor (’Margin Call’, ’All is Lost’) har gjort i forbindelse med premieren på ’Kraven the Hunter’.
Hans nye film er nemlig en del af det udskældte ’Sony’s Spider-Man Universe’ (SSU), og her er Chandors R-ratede film havnet i et lidt trist selskab med katastrofer som ’Morbius’ og ’Madame Web’.
Af den årsag kan man sagtens forstå ræsonnementet bag, at J. C. Chandor spiller med åbne kort og håber, at publikum vil tage imod hans film med et åbent sind i stedet for at dømme den ude på forhånd.
Men når nu ’Kraven the Hunter’ officielt foregår i det samme cinematiske univers som de førnævnte makværker samt ’Venom’-filmene, er det nok ikke alle, der vil kunne abstrahere.
Ret skal dog være ret. Chandors film er markant bedre end det meste fra SSU, som nu gudskelov ser ud til at få en pause, da Sonys kræfter skal bruges på de kommende ’Spider-Man’-projekter.
’Kraven the Hunter’ leverer en god portion underholdende ramasjang, og niveauet holdes især oppe af Aaron Taylor-Johnsons karisma i titelrollen.
Filmen handler om Sergei Kravinoff (Taylor-Johnson), en ikke helt almindelig vildjæger. For det første besidder han overmenneskelige superkræfter som uovertruffen styrke og skærpede sanser, og for det andet går han under dæknavnet Kraven og har helliget sit liv til at jage og dræbe alverdens kriminelle.
Hans egen far viser sig endda at være den berygtede gangsterboss Nikolai Kravinoff, som mishandlede og tvang Sergei og hans lillebror Dmitri (Fred Hechinger) til at gå på jagt og dræbe i en tidlig alder for at gøre dem til rigtige mandemænd.
Men da forbryderen Aleksei Sytsevich, som også gemmer på mægtige kræfter bag sit skrøbelige udseende, kidnapper en af Sergeis nærmeste, bliver han tvunget til at opsøge sin far og se den fortid, han har flygtet fra, i øjnene.
Forfatterholdet bag ’Kraven the Hunter’ består af Richard Wenk, Art Marcum og Matt Holloway, hvor de to sidstnævnte pennede selveste ’Iron Man’. Men tydeligst mærker man Richard Wenks tilstedeværelse, da han skrev alle ’The Equalizer’-filmene med Denzel Washington.
Kraven er i stil med Washingtons hævner en brutal og lettere ekstremistisk dræbermaskine (tilsat superkræfter), som træder til, når »loven kommer i vejen for retfærdighed«. Han fører en liste over de mest skruppelløse kriminelle, og skulle en forbryders navn fremgå derpå, bliver det først streget ud igen, når Kraven er færdig med vedkommende.
Og uanset om de er krybskytter eller lejemordere, bliver de en efter en jaget og nedlagt af Kraven. Det giver faktisk grobund for nogle særdeles vellykkede actionsekvenser, hvor Kraven både giver prøver på sin råstyrke og dyrelignende kampstile.
Filmen igennem fokuserer J.C. Chandor på forholdet mellem Kravinoff-familien, og kemien mellem Hechinger og Taylor-Johnson er helt sikkert et af filmens stærkeste kort, der giver den en smule mere substans end de andre SSU-film. Crowes tyranniske far med fjollerussisk accent er også et (lidt ufrivilligt) underholdende indslag.
Aaron Taylor-Johnson er dog den egentlige årsag til, at filmen fungerer langt bedre, end den burde. Han er veloplagt og karismatisk som altid, og selv når den klichéfyldte fortælling forsøger at trække ham ned, bærer han stadig det meste på sine skuldre.
Han kan dog ikke redde filmens skuffende tredje akt, hvor den ikke får for lidt i en ufatteligt grim CGI-kamp mellem Kraven og superskurken Rhino, hvis præsentation her er på grænsen til det pinlige.
Derudover er filmen også præget af et kæmpe karaktergalleri, som gør, at man spilder dygtige skuespillere som Christopher Abbott og Ariana DeBose i generiske biroller. Inden da var ’Kraven the Hunter’ ellers en fin fornøjelse.
Kort sagt:
’Kraven the Hunter’ er actionfyldt og uforpligtende selskab med en veloplagt Aaron Taylor-Johnson i hovedrollen, der holder filmen i live, indtil den falder sammen i sidste akt.