Instruktøren Chris Columbus, som stod bag de første to filmatiseringer af Harry Potter-bøgerne ’Harry Potter og De Vises Sten’ og ‘Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer’, er begejstret for HBO’s kommende seriereboot af J.K. Rowlings fantasybøger.
»Der er bestemte begrænsninger, når man laver film«, fortalte instruktøren til People ved premieren på Robert Eggers aktuelle vampyrfilm ’Nosferatu’.
Columbus har som bekendt selv førstehåndserfaring med de mange begrænsninger ved at nedkoge alle informationer fra roman til en spillefilm
»Man kan få alt det med i serien, vi ikke havde mulighed for i filmen, alle de gode scener vi bare ikke kunne få plads til i filmen«, lyder det videre fra Columbus.
Serieformatet giver flere muligheder for at gå i dybden og udforske de magiske afkroge på Hogwarts. Hvor Columbus’ film hver især dækkede én bog og havde en spilletid på cirka to timer og 40 minutter, har serien otte timer til at fortælle den første bogs historie, og der menes at være beregnet en sæson per bog.
Imens produktionen er i gang, og der ledes med lys og lygte efter børneskuespillere til rollerne som Harry Potter, Ron og Hermione, spekulerer fans verden over, hvem der skal spille flere af de store roller.
Foreløbigt er Mark Rylance og Mark Strong blevet nævnt som »øverst på casting-ønskelisten« til rollen som Dumbledore. Som Severus Snape har HBO muligvis udset sig Paapa Essiedu (‘I May Destroy You’, ‘Black Mirror’ og ‘Gangs of London’), en rolle der tidligere blev spillet af nu afdøde Alan Rickman.
Harry Potter-serien står til premiere i slutningen af 2026.