Den gamle ‘Shogun’s instruktør langer ud efter ny prisbelønnet version: »Jeg synes, jeg gjorde sådan et godt stykke arbejde«

Den gamle ‘Shogun’s instruktør langer ud efter ny prisbelønnet version: »Jeg synes, jeg gjorde sådan et godt stykke arbejde«
FX-serien 'Shogun'. (Foto: FX)

Sidste år høstede FX’s ‘Shogun’ roser og satte rekord for flest Emmy-priser til en enkelt sæson med hele 18 af slagsen. Det var den første serie på japansk, der vandt prisen for bedste dramaserie.

I heppekoret finder man dog ikke ligefrem instruktør Jerry London, der stod bag den første serie fra 1980, der bragte James Clavells roman fra 1975 til skærmen med stor succes, som vakte fornyet interesse for japansk kultur i vesten.

Amerikaneren kæmpede selv for at få lov til at instruere serien i 1980, hvor der ellers blev plæderet for en instruktør med japansk baggrund. I hans optik er versionen fra sidste år »ikke underholdende for et amerikansk publikum«, fortæller han The Hollywood Reporter.

‘Shogun’ anno 2024 er blevet fremhævet for at lægge vægt på de japanske karakterer i højere grad end den hvide hovedkarakter John Blackthorne. Derudover fokuserer den mindre på kærlighedshistorien mellem englænderen og den japanske oversætter Mariko.

London mener den nye serie primært sejrede ved Emmy-uddelingen, fordi »der ikke var så meget konkurrence«.

»Jeg har talt med så mange mennesker, som har set det, og de sagde, ‘Jeg blev nødt til at slukke, fordi jeg ikke forstod det’«, lyder det blandt andet.

Jerry London lægger meget vægt på forskellene mellem hans egen serie og den nye, som han kalder »meget svær at blive fastholdt af«.

»De lavede den mere eller mindre til Japan, og det var jeg glad for, for jeg ville ikke have, at min serie blev kopieret. Jeg synes, jeg gjorde sådan et godt stykke arbejde, og den vandt så mange priser, at jeg ikke ville have, de skulle kopiere den, hvilket de ikke gjorde. Den nye er sjov, for alle jeg har talt med har sagt, ‘jeg forstår den ikke. Hvad handler det om?’«, fortæller han videre.

London var desuden skuffet over, at serien kun havde en britisk skuespiller i form af Cosmo Jarvis, der spiller John Blackthorne, men »ikke havde samme karisma som Richard Chamberlain«, der havde rollen i 80’er-versionen.

Der er to sæsoner mere på vej af ‘Shogun’, der fortsætter videre fra James Clavells forlæg.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af