Premieren på sjette og sidste sæson af den dystopiske serie ‘The Handmaid’s Tale’ nærmer sig, og i den anledning er første trailer netop landet, skriver Deadline.
»Revolutionen er her«, lyder en tekst i traileren, hvor vi også hører Elisabeth Moss’ June blæse sin hær af rødklædte tjenestepiger endegyldigt til kamp mod det undertrykkende Gilead-styre.
Om en krigslysten finale er godt for serien, kan diskuteres. I hvert fald mente Soundvenues anmelder Damla Erdölek, at femte sæson glemte sit karakterarbejde som følge af større action-iver.
»’The Handmaid’s Tale’ har skruet op for action og handling, men taber karaktererne på vejen«, skrev hun og kvitterede med tre stjerner.
I sjette sæson får Moss blandt andet selskab af gengangerne Yvonne Strahovski, Bradley Whitford, Max Minghella, O.T. Fagbenle og Ann Dowd.
Første afsnit af sæson 6 får amerikansk premiere 8. april på Hulu. Herhjemme har vi endnu ikke fået en officiel premieredato, men den nye sæson kommer sandsynligvis til at kunne ses på Max.