’The Handmaid’s Tale’ sæson 5: Så blev der ellers skruet op for tempoet – på godt og ondt

Mange seere blev nok hægtet af, da det primære fokus i ’The Handmaid’s Tale’ var den langsommelige og tvangsrituelle overgrebstilværelse for tjenerinderne i Gilead og siden Junes selvopofrende tilbagevenden til det totalitære regime.

Men i sæson 5 kan man tilsyneladende vente sig en ny tilgang. At dømme efter tempoet i de første afsnit af den nyeste sæson vil serieskaberne råde bod på tidligere sæsoners stilstand. På godt og ondt.

Sidst vi var i selskab med June Osborne og co., befandt vi os i en skov i ingenmandsland ved Canadas grænse til Gilead, hvor vores hovedperson stod i spidsen for en brutal og hævntørstig mordceremoni på sin tidligere commander og overgrebsmand, Fred Waterford (Joseph Fiennes).

Mordet på Fred Waterford begået af June og gruppen af andre tidligere tjenerinder cementerede, hvordan man bliver syg af et sygt system, og det kommer vi utvilsomt til at se mere til i den aktuelle sæson.

June ankom i sæson 4 til Canada og blev forsonet med sin mand Luke (O.T Fagbenle), datteren Nicole og veninden Moira (Samira Wiley). Men efter at have tilbragt flere år som slave og babybeholder i det kvindefjendske Gilead har June svært ved at finde sig til rette i en tilværelse uden konstant konfrontatorisk og underminerende adfærd.

I den canadiske lejlighed, hvor Junes kære har taget hende ind, ser vi hende ude på badeværelset indsmurt i Freds blod. Hun skulle til at tage et bad, men da hun ser sig selv i spejlet og bemærker de blodige områder på hendes krop og ansigt, formes et lille tilfredshedsmil over hendes ansigt. Hun skal ikke have det bad alligevel og bevæger sig helt manisk ud af lejligheden og hen til en diner, hvor Junes medskyldige i drabet på Fred allerede sidder.

På dineren understreges Junes mentale tilstand som en slags antisocial Alex DeLarge-figur. June sidder helt trippende sammen med de andre kvinder og massakrerer et festmåltid af pandekager og pølser. Baggrundsmusikken er munter, og vi ser glimt fra Junes’ hukommelse af, hvordan de torturerede Fred op til hans død, mens hun mæsker sig i pølse og skyller det ned med juice. Nærbillederne af hendes blodindsmurte ansigt, der bider i den luftige pandekage, understreger absurditeten.

Men allerede her, et kvarter inde i første afsnit, knækker filmen, da gruppen begynder at spekulere i, hvilken tidligere tjenerindes overgrebsmand de nu skal myrde.

June står ved en skillevej, og det gør vi som seere også. For gider vi virkelig at følge med mere?

Selvfølgelig skyldes de nye takter, at man vil erstatte de tidligere sæsoners passive og masochistiske udstilling af karakterernes lidelser med handle- og drivkraft, men flere af handlingssporene begynder at accelerere i en grad, hvor man ikke forstår, hvad der fik bægeret til at flyde over for de enkelte karakterer. Karakterernes emotionelle udvikling står stille, mens handlingen brager derudaf.

Eskaleringen af konflikten mellem June og den gravide enkekone Serena Waterford (Yvonne Strahovski) er uundgåelig og kærkommen, men flere af birollerne opfører sig, som om en dommedagsprofeti var gået i opfyldelse, og de alle nu skal reagere på én og samme tid.

Relationen mellem den unge eks-wife, nu tjenerinde, Esther Keyes (Mckenna Grace) og den godhjertede Janine (Madeline Brewer) går for eksempel fra ét til hundrede.

Og så er der afviklingen af Emily-karakteren, som manuskriptforfatterne skulle løse, da skuespiller Alexis Bledel ikke er vendt tilbage til castet. Løsningen er mildest talt kejtet og utroværdig.

Tidligere i år omstødte den amerikanske højesteret den historiske Roe vs. Wade, så hver enkel amerikansk delstat nu selv kan lovgive om abortspørgsmålet, hvilket man selvfølgelig har in mente, når man inviteres tilbage til Gilead.

Også flygtningespørgsmålet behandles i den nye sæson, da flere af canadierne stiller spørgsmålstegn ved, hvor mange flere amerikanske flygtninge de bør tage ind i landet.

Den politiske polarisering er allestedsnærværende i den nyeste sæson.

---

Kort sagt:
’The Handmaid’s Tale’ har skruet op for action og handling, men taber karaktererne på vejen.

Anmeldt på baggrund af de første to afsnit i sæson 5.