Tidligere har Max luftet måneden, hvor den imødesete anden sæson af den populære spilfilmatisering ‘The Last of Us’ lander på streamingtjenesten. Nu har de også afsløret den præcise premieredato, skriver Deadline.
Første afsnit af den nye sæson får amerikansk premiere 13. april, hvilket højst sandsynligt betyder, at vi herhjemme kan se med fra 14. april på Max.
I sæson 2, der bygger på, men ikke udtømmer fortællingen i spillet ‘The Last of Us Part II’, får Pedro Pascal og Bella Ramsey selskab af en række nye ansigter, mest fremtrædende Kaitlyn Dever som den bærende karakter Abby.
Derudover har vi blandt andre Young Mazino (‘Beef’) som Jesse, Isabala Merced (‘Alien: Romulus’) som Dina, Catherine O’Hara i en unavngiven rolle og Jeffrey Wright som Issac – en karakter, han også lagde stemme til i spillet.
HBO har tidligere delt følgende kryptiske synopsis for handlingen i den nye sæson, som fortsat har showrunners Craig Mazin og Neil Druckmann ved roret:
»Efter fem års fred efter begivenhederne i den første sæson, indhenter Joel og Ellies fælles fortid dem og drager dem i konflikt med hinanden og en verden, der er endnu mere farlig og uforudsigelig end den, de efterlod«.