Nicole Kidman er panisk træskodanser i grænsesøgende thriller – se traileren til ‘Holland’

Nicole Kidman er panisk træskodanser i grænsesøgende thriller – se traileren til ‘Holland’
Nicole Kidman i 'Holland' (Foto: Prime Video)

Nicole Kidman var for nylig aktuel i den velanmeldte erotiske thriller ‘Babygirl’, og allerede om en måneds tid er hun tilbage i hovedrollen i endnu en thriller i form af ‘Holland’ fra ‘Fresh’-instruktør Mimi Cave.

Traileren er netop landet med tulipaner, træskodans og en mørk hemmelighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ej at forveksle med Nederlandene, så referer filmens titel til byen Holland i delstaten Michigan, der blev bosat af mange kolonister fra det europæiske land.

Blandt møller og marker bor lærerinden Nancy Vandergroot (Kidman) med sin ægtemand (Matthew Macfadyen), som er en vigtig skikkelse i lokalbefolkningen, og deres søn (Jude Hill). Den på overfladen perfekte hverdag bliver afbrudt, da Nancys kollega (Gael García Bernal) mistænker, at noget ikke er som, det ser ud i det perfekte lilleputsamfund.

Instruktøren Mimi Cave chokerede tilbage i 2022 med den satiriske og grænsesøgende kannibalgyser ‘Fresh’. Serieskaber Andrew Sodrosk bag ‘Manhunt’ har skrevet manuskriptet.

Der er igen lagt op til en gruopvækkende og uforudsigelig filmoplevelse, med både kant, satire og feministiske budskaber.

‘Holland’ kan ses på Prime Video 27 marts.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af