Soundvenue streamer – tre weekend-anbefalinger: Tag forskud på Oscars med tre fantastisk forskellige film

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre. I denne uge anbefaler vi opvarmning til næste uges Oscar-uddeling.
Soundvenue streamer – tre weekend-anbefalinger: Tag forskud på Oscars med tre fantastisk forskellige film
'Wicked'. (Foto: UIP)

1. Pastelfarvet eskapisme 

Da ‘Wicked’ fik biografpremiere tilbage i efteråret 2024, måtte man forbyde publikum at synge med i selve biografsalen. 

Nu hvor filmen kan opleves indenfor hjemmets fire vægge, kan man til gengæld få lov til at skråle med på ‘Defying Gravity’ af sine lungers fulde kraft. 

Jon M. Chus pastelfarvede blockbuster er nomineret i 10 kategorier, når Oscar-uddelingen løber af stablen næste søndag. Og har man endnu ikke set den, bør man ikke gå glip af Cynthia Erivo og Ariana Grandes fabelagtigt klingende præstationer. 

Som et ultraklassisk musicalbrag leverer ‘Wicked’ først og fremmest farvestrålende eskapisme med sin fortællingen om outsiderheksen Elphabas møde med troldmandsskolen Shiz University og den tyggegummipink ærkefjende Glinda, hun får som roomie. Men filmen er også leveringsdygtig i noget Orwellsk ‘1984’-stemning, der spejler nutidens supernoieren amerikanske tilstande lidt, selvom det er pakket ind i munchkins og talende geder. 

‘Wicked’ kan lejes på Blockbuster. 

‘No Other Land’. (Foto: CPH:DOX)

2. Oscar-kapløbets vigtigste film 

Jødiske Yuval Abraham og palæstinensiske Basel Adras har sat deres liv på spil for at få deres vidnesbyrd fra Vestbredden ud i verden. 

At ‘No Other Land’ er nået helt til Oscar-uddelingen er imponerende, men også ironisk, da filmen ikke ellers har fået udbredelse i USA, hvor ingen har ville distribuere den. 

Dokumentaren, der desværre stadig er højaktuel, er dog muligvis den vigtigste film i hele feltet. 

‘No Other Land’ viser nemlig Israels besættelsesmetoder i Gaza helt uden at påsmøre patos og giver en unik og forfærdelig forståelse af, præcis hvordan krig føres og menneskeliv umuliggøres med bulldozere og værktøj såvel som millitærvåben.

‘No Other Land’ kan lejes på PARA:DOX. 

‘No Other Land’. (Foto: CPH:DOX)

3. Højaktuel AI-claymation

I årets Oscar-kampagne har debatten om AI været allestedsnærværende. Og selvom man bestemt bør være varsom over for teknologiens betydning for filmbranchen, har mange af anklagerne mod ‘The Brutalist’ og ‘A Complete Unknown’ (der ifølge Indiewire ikke bruger mere AI end et almindeligt iPhone-kamera) mest haft karakter af en storm i et glas vand.  

I stedet kan man more sig over den højaktuelle debat om nymodens teknologi i den superanaloge og Oscar-nominerede Netflix-familiekomedie ‘Wallace & Gromit: Vengeance Most Fowl’, hvor en nyopfundet havenisserobot skaber ravage i de to makkeres godt 35 år gamle claymation-univers. Komikken, tematikken og spændingen er i topform (se skurken Feather McGraw lave pull-ups i Zoo-fængslet, og du er solgt). Og det gamle ærkebritiske eventyr står i skarp stilistisk modvægt til giganter i animationsfeltet som Disney Pixars ‘Inside Out 2’. 

Hvornår har du måske sidst set en film, hvor man bogstaveligt talt kunne se skabernes fingeraftryk i karaktererne? 

‘Wallace & Gromit: A Vengeance Most Fowl’ kan ses på Netflix. 

Set det hele? Så tjek vores tre anbefalinger fra sidste uge.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af