’Facing War’: Der er en storpolitisk øjenåbner gemt i ny film om manden, som Joe Biden tvang til at blive på sin post

’Facing War’: Der er en storpolitisk øjenåbner gemt i ny film om manden, som Joe Biden tvang til at blive på sin post
'Facing War'. (Foto: Tommy Gulliksen)

CPH:DOX. Christoffer Guldbrandsen har kastet en forbandelse over alle os danske seere til dokumentarfilm, der ønsker at tage os ind i kulisserne bag den politiske manege.

Har man set den danske instruktørs ikoniske ’Dagbog fra midten’, ’Lykketoft finale’, ’Fogh bag facaden’ og senest ’A Storm Foretold’, ved man nemlig, hvor sublimt det kan være, når en dokumentarinstruktør er kommet helt ind i de rum, hvor selv hovedpersonerne efterfølgende undrer sig over, hvordan det gik til. Når man har set de gyldne små øjeblikke af fortalelser og maskefald, der opstår, når de medvirkende har glemt, at der er kameraøjne på.

I den målestok kommer den nye film om NATO’s nu tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg – og hans forsøg på under sit sidste år i embedet at samle 32 lande om at støtte Ukraine mest muligt efter Ruslands invasion – en smule til kort. For her er de lukkede rum bare så storpolitisk hemmelighedsomgærdede, at ikke engang Guldbrandsen nok havde kunnet fedte sig derind. Det er trods alt verdens sikkerhed, der er på spil.

En del døre smækker altså i undervejs i ’Facing War’, som er årets stort anlagte åbningsfilm på CPH:DOX, og den norske instruktør Tommy Gulliksen og vi seere må derfor mestendels nøjes med den korridorsnak, der godt må foregå for rullende kameraer.

Den gode nyhed er, at det heldigvis stadig er interessant nok i sig selv!

‘Facing War’. (Foto: Tommy Gulliksen)

Den tidligere norske statsminister, som mange herhjemme nok især stiftede bekendtskab med som en empatisk statsleder under Utøya-tragedien, er blevet forlænget som NATO-generalsekretær igen og igen, da vi møder ham i filmen. Nu har han lovet sin hustru, at det efter ni år i jobbet er på tide at vende hjem, men det er ikke en forklaring, præsident Biden har tænkt sig at acceptere. Det handler ikke om dig, fortæller han ham råt for usødet, og den ansvarsbevidste Stoltenberg må tage en sidste runde på posten.

For der er brug for ham. Stoltenberg træder frem som den ordentlige, stoisk rolige diplomat, som besidder den helt perfekte blanding af professionel autoritet og lun menneskelighed. Det er den, der gør ham i stand til at tackle Tyrkiets præsident Erdogan, da han stiller sig på bagbenene over for Sveriges medlemskab af NATO, og det er den, der hjælper ham med at få Ungarns despotiske Orban med om bord, da Stoltenberg får den idé at gøre støtten til Ukraine til en fælles NATO-mission på et tidspunkt, hvor særligt den amerikanske våbenstøtte til det krigsramte land smuldrer.

Det er fascinerende at se Stoltenberg operere elegant og effektivt i maskinrummet, både som vært for medlemslandenes magtfulde udenrigsministre og statsministre, hvor han skal kunne tale lige godt med – og samle – højrenationale bulderbasser som med skandinaviske socialdemokrater. Og i kontorlokalerne med sine nærmeste rådgivere, hvor hvert et ord i de officielle udmeldelser bliver vendt og drejet, så ingen nationer bliver stødt, men alle alligevel forstår budskabet.

‘Facing War’. (Foto: Tommy Gulliksen)

Øjenåbneren er, hvor meget de menneskelige relationer betyder for de politiske resultater. For det er at dømme efter ’Facing War’ helt afgørende, hvordan Stoltenberg knytter et personligt bånd til eksempelvis Erdogan, hvor hustruerne også må lære hinanden at kende (magtens cirkler er stadig ekstremt mandsdomineret, bekræfter denne film). Ligesom Stoltenberg og Zelensky drømmer om en fælles fisketur, når krigen engang er slut.

Det udstiller, hvor sårbart storpolitik i virkeligheden er, når de endelige resultater kan afhænge af så individuelle luner – og samtidig hvor vigtigt det er, at der står ordentlige og vellidte skikkelser i spidsen.

Stoltenberg tror optimistisk på, at man skal kunne tale med alle lande, og at man også en dag vil kunne føre en fornuftig samtale med Rusland igen. Danmark, Norge og Sverige har trods alt også udkæmpet blodige krige engang, som han pointerer.

Hvis han indimellem også tvivler, raser og græder, ser vi ikke rigtigt noget til det i filmen, og i det hele taget føler man ikke, at man for alvor lærer manden bag den dygtige og venlige diplomat at kende. Tættest kommer vi måske på, da Gulliksen spørger ham, hvilken karakter fra en serie eller film han identificerer sig med, og han kun kan komme i tanke om gangsterbossen Tony Soprano, fordi han (også) var presset af at skulle tilfredsstille et utal af forskellige behov hele tiden. Men ham tør han ikke sige, tilføjer han med et lille smil, for: »Det kan jo bruges mod mig og NATO«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Man mærker også en snert af ensomhed, når Stoltenberg indtager sin morgenmad alene i sit smukke andægtige palæ, hvor hustruen ikke længere bor, men det lægger mest blot oveni heltekvadet til en mand, der har dedikeret sig lige dele idealistisk og realpolitisk til en større sag.

Og fred være med det, for selvom filmen slutter i efteråret sidste år, føles den samtidig som et nærmest nostalgisk tidsbillede af den skønne gamle verden, hvor de gode i Vesten kæmpede mod de onde russere, sådan rundt regnet.

Nu er situationen som bekendt en helt anden, og mod slutningen af ’Facing War’ får Jens Stoltenberg en rosende sms fra The Donald, som generalsekretæren og hans hold småklukker lidt over og diskuterer, hvordan han skal svare på.

Ingen kan forudsige, hvad der venter, men hvor vil man dog i hvert fald ønske, at det er mennesker som det norske fyrtårn, der styrer verden gennem det.


Kort sagt:
Filmen om NATO-generalsekretær Jens Stoltenbergs kamp for at hjælpe Ukraine giver et fascinerende indblik i diplomatiets kunst på den allermest afgørende storpolitiske arena, selvom vi ikke kommer helt ind bag de lukkede døre.

'Facing War'. Dokumentarfilm. Instruktion: Tommy Gulliksen. Spilletid: 100 min. Premiere: Kan ses under CPH:DOX, også ved visninger rundt om i landet.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af