Millie Bobby Brown var blot 12 år gammel, da hun i 2016 slog igennem med Netflix’ megahit ‘Stranger Things’, og er derfor vokset op i offentlighedens søgelys, hvilket tidligere har ført til cyber-mobning og seksualisering, efter at hun var blevet 18.
Nu deler hun en video på Instagram, hvor hun revser flere journalister for at skrive nedladende artikler, der kommenterer på hendes ansigt, udseende og krop.
Artiklerne blev offentliggjort, efter hun blev spottet på vej ud af en restaurant med sin lillesøster i mandags.
Stjernen har selv fremhævet artiklerne ‘Hvorfor ældes Gen Z’ere som Millie Bobby Brown så dårligt?’ af Lydia Hawken, ‘Hvad har Millie Bobby Brown gjort med sit ansigt?’ af John Ely og ‘Millie Bobby Brown forveksles med en andens mor, da hun viser sin lillesøster Ava rundt i L.A’ af Cassie Carpenter – alle tre artikler er i øvrigt skrevet på tabloidmediet Daily Mail.
»Det her er ikke journalistik, det er mobning. Det faktum, at voksne skribenter bruger deres tid på at dissekere mit ansigt, min krop, mine valg, er foruroligende«, siger den 21-årige stjerne i videoen.
»Endnu værre er det, at nogle af de her artikler er skrevet af kvinder. Vi taler altid om at støtte og bakke op om unge kvinder, men når det kommer til stykket, ser det ud til at være lettere at udnytte dem for clicks«, fortsætter hun.
Se og læs hele hendes opslag her:
Det er langt fra første gang, unge kvinder, der vokser op i spotlyset, bliver genstand for problematisk opmærksomhed. ‘Game of Thrones’-stjernen Maisie Williams, der som 12-årig blev castet som Arya Stark, har også kritiseret Hollywoods seksualisering af unge kvinder.
Millie Bobby Brown er snart aktuel med Netflix’ dyreste film til dato i form af ‘Avengers’-duoen Joe og Anthony Russos film ‘The Electric State’.
Den har premiere 14. marts på Netflix.