‘The Residence’: Ny Netflix-serie er en intelligent kulørt whodunit med Uzo Aduba som genial detektiv

‘The Residence’: Ny Netflix-serie er en intelligent kulørt whodunit med Uzo Aduba som genial detektiv
'The Residence'. (Foto: Erin Simkin/Netflix)

At finde en fugl kræver tålmodighed og præcision. Først og fremmest må man vide, hvad man leder efter. Ved man ikke, hvilken fugl man leder efter, hvor man skal lede efter den, og hvad der adskiller den fra de fugle, den kan forveksles med, så kan det godt være, at man ser den – men man ser den ikke.

Det er den indsigt, Detektiv Cupp har fået, som gør hende til efterforskergeniet i den nye Netflix-serie ’The Residence’, produceret af Shonda Rhimes, seriefænomenet bag hits som ’Grey’s Anatomy’, ’Scandal’, ’Bridgerton’ og ’Inventing Anna’.

Her findes den tidligere overhovmester A.B. Wynter (Giancarlo Esposito) dræbt i Det Hvide Hus’ spilrum midt i et stort formelt middagsarrangement.

Sådan starter mordgåden, men ’The Residence’ er først og fremmest interesseret i det berømte hus, hvor den finder sted. Ikke Det Hvide Hus som USA og Vestens politiske epicenter, men (inspireret af journalist Kate Andersen Bowers bog ’The Residence: Inside the Private World of the White House’) Det Hvide Hus som museum, roterende hjem for præsidentparret og frem for alt: arbejdsplads.

‘The Residence’. (Foto: Jessica Brooks/Netflix)

I serien findes huset i adskillige versioner. Mellem scener ser vi huset oppefra og fra siden uden tag og vægge som et myldrende komplekst dukkehus. Og måske afgørende for mordmysteriet ser vi det også som hyperdetaljeret forladt peberkagehus.

Klippetempoet er højt a la ’The Bear’, og selv når det sættes ned, triller baggrundsmusikken insisterende derudad, så det er svært at holde kroppen i ro. Det er forførende, intelligent og på en måde bedragerisk. Efter de to første afsnit indser man, at det stort set bare var to timers montage, en collage af karakterer. Men ved stadig intet om, hvad der er sket, og hvad der skal ske.

Men den langsomt hektiske start skaber så faktisk også et ret spændende og omsorgsfuldt portræt af huset og de mennesker, som holder til i det. De mennesker, som ikke skiftes ud hvert fjerde år, men som bliver og udgør hele den del af huset, som fungerer bedst, når den er usynlig. Og det er det, som gør mordet spændende, for pludselig blotlægges intrigerne i kulissen. Husets interiør bliver levende.

’The Residence’ er selvfølgelig også interesseret i Uzo Adubas elegant underspillede efterforsker, med et navn som en farjoke: Detektiv Cupp. Og altså hendes fuglekiggeri-metafor for high profile mordopklaring.

‘The Residence’. (Foto: Erin Simkin/Netflix)

Cupp er en klassisk Sherlock Holmes-karakter, bortset fra, selvfølgelig, at hun er en sort kvinde. Altid så mange skridt foran sin assistent (eller, ifølge Cupp: ham, som skal holde øje med, at hun ikke stikker snuden i noget, som kunne gå hen og blive ubehageligt for andre), at hun nærmest forsvinder ud i horisonten. Undervejs bliver man en anelse træt af fugleanalogien.

De mange rigeligt quirky karaktertræk til trods er Detektiv Cupp dog nem at holde af, og det må tilskrives Uzo Aduba, der som altid bare er vanvittigt charmerende. Det samme gælder en stor del af resten af castet: Mary Wisemans kaotiske talentkok Marvella og hendes svorne fjende, den neurotiske schweizertyske dessertkok Didier (Bronson Pinchot), og Edwina Findleys vandfaldssnakkende småalkoholiske tjener, Sheila. Alle er de karismatiske, velspillende og har knivskarpe tunger.

’The Residence’ minder stilmæssigt meget om ’Knives Out’-franchisen. En vittig, farverig, silkeglat dramedy med flot blik for detaljen.

‘The Residence’. (Foto: Jessica Brooks/Netflix)

Muligvis kan den føles som en skuffelse, hvis man ser serien for at finde ud af, hvem der har myrdet A.B. Wynter. For som sagt går der lang tid, før man bliver det mindste klogere.

Men lidt ligesom med fuglekiggeri er det godt at vide, hvad man skal kigge efter, når man sætter en serie på. Og kigger man i ’The Residence’ efter mesterlig klipning, en lang række af spændende karakterer, smålige arbejdspladsintriger og i øvrigt et homoseksuelt præsidentpar, så leverer ’The Residence’ til overflod.


Kort sagt:
’The Residence’ er, med en charmerende Uzo Aduba i hovedrollen som den geniale detektiv, en intelligent whodunit-dramedy, der i virkeligheden handler om arbejdslivets intriger bag kulissen i Det Hvide Hus.

‘The Residence’. Serie. Serieskaber: Paul William Davies. Medvirkende: Uzo Aduba, Susan Kelechi Watson, Edwina Findley, Al Mitchell. Spilletid: 8 episoder á 50 minutter. Premiere: Kan ses på Neflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af