Ingen ‘Emilia Pérez’-skandale var stor nok til at forhindre Zoe Saldaña i at hjemtage Oscar-statuetten for Bedste Kvindelige Birolle for sin exceptionelle præstation i Jacques Audiards film, der ellers blev forbigået i de store kategorier.
»Mooor, mor, min mor er her!« startede Saldaña i en tale, der let kunne være endt i den patetiske retning.
Hun vendte dog hurtigt på en tallerken og leverede efterfølgende en både stærk og følelsesladet tale.
Fra det overvældende emotionelle chok til taknemmelighedens varme dyne pyntede hun hurtigt og præcist filmens kunsteriske ambitioner ud i en tak til instruktør Audiard, medstjernerne og producenterne bag filmen og havde endda også tid til at ære de andre nominerede.
Alt sammen på toogethalvt minut – Adrien Brody kunne lære noget.
Da hun nåede til sin elskede mand, tilsatte hun en perfekt mængde humor: »Og til min mand, med det smukke hår, min største ære er at være din partner«.
Og så det afsluttende punch:
»Min bedstemor kom til dette land i 1961. Jeg er et stolt barn af immigrantforældre. Jeg er den første amerikaner med dominikanske rødder til at få en Oscar, men jeg ved, at jeg ikke bliver den sidste«, afsluttede hun.
‘Emilia Pérez’ vandt sin eneste anden pris for Bedste Originale sang. Du kan se alle vinderne her.