‘Bridgerton’-stjerne langer ud efter ny ‘Harry Potter’-serie: »Jeg ville ikke røre den med en ildtang«

‘Bridgerton’-stjerne langer ud efter ny ‘Harry Potter’-serie: »Jeg ville ikke røre den med en ildtang«
Nicola Coughlan i 'Bridgerton' sæson 3. (Foto: Netflix)

‘Harry Potter’-forfatter J.K. Rowling er stærkt involveret i tilblivelsen af HBO’s kommende seriefortolkning af hendes verdenskendte bøger. Netop derfor har ‘Bridgerton’-stjernen Nicola Coughlan ikke meget til overs for det nye projekt.

»Behold jeres nye Harry Potter«, lyder det ifølge Deadline fra skuespilleren på Instagram. »Jeg ville ikke røre den med en ildtang«.

Coughlan hæfter sig ved Rowlings markante og vedblivende udtalelser om transkvinder, som har stået på siden 2020. Kritikere kalder hendes holdninger til transpersoners rettigheder for transfobiske, og ‘Harry Potter’-stjernerne Daniel Radcliffe og Emma Watson har taget afstand til hende.

Senest har Rowling været aktiv på sociale medier, hvor hun har hyldet den britiske højesterets afgørelse om, at definitionen på en kvinde er baseret på det biologiske køn. »Jeg elsker, når planen lykkes«, skrev Rowling ifølge Daily Mail på X, hvilket altså fik Coughlan til tasterne.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tidligere delte skuespilleren en video på Instagram med sin reaktion på den retslige afgørelse angående kvindedefinitionen.

»At se et allerede marginaliseret samfund blive yderligere angrebet – og endda gennem lovgivning – er virkelig kvalmende og ulækkert, og at se folk fejre det er endnu mere kvalmende og ulækkert«, sagde hun blandt andet.

Dette bliver helt sikkert ikke sidste gang, at J.K. Rowlings splittende ytringer kobles sammen med den imødesete ‘Harry Potter’-serie, som får premiere på Max enten i slutningen af 2026 eller starten af 2027.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af