I weekendens udgave af Saturday Night Live’ stod sketchshowets komikere og gæstevært Jon Hamm blandt andet for en ‘The White Lotus’-imiterende sketch, der samtidig fungerede som en parodi på Donald Trump, Vladimir Putin, Melania Trump og Ivanka Trump.
Umiddelbart efter udsendelsen lørdag hæftede omverden sig særligt ved, at Scarlett Johansson spillede Ivanka Trump i en overraskende cameo. Senere mødte ‘SNL’ kritik fra en af de andre personer, som bliver gjort grin med.
Skuespiller Aimee Lou Wood stod nemlig for skud, da Sarah Sherman parodierede hende med et sæt falske tænder, der fremhæver hendes fortænder. Wood har tidligere fortalt, at hun er godt træt af den tilsyneladende umættelige offentlige samtale om hendes tænder, og ‘SNL’-referencen faldt heller ikke ligefrem i hendes smag.
»Men mens jeg nu er i ærlig – så syntes jeg faktisk, at ‘SNL’-tingen var ondskabsfuld og usjov«, skrev Wood i weekenden i en Instagram-story ifølge Deadline.
»Ja, lav sjov, selvfølgelig – det er jo det, showet handler om – men kunne det ikke gøres på en klogere, mere nuanceret, mindre letkøbt måde?«, tilføjede hun.
Senere kunne skuespilleren fortælle, at hun har fået en masse positive støtteerklæringer fra sine Instagram-følgere. Også folkene bag ‘Saturday Night Live’ havde reageret på hendes opsang.
»Jeg har fået en undskyldning fra ‘SNL’«, skrev hun således i en story med en selfie tilsat et filter, der sjovt nok forstørrer fortænderne gevaldigt.
Før ‘The White Lotus’ medvirkede 31-årige Aimee Lou Wood blandt andet i Netflix-serierne ‘Sex Education’ og ‘Toxic Town’. Hun har i skrivende stund ingen offentliggjorte projekter i støbeskeen, men mon ikke hun allerede har fået en del tilbud.