’The Accountant 2’: Ben Affleck og Jon Bernthals kemi er klart bedre end plottet i opfølger til revisorthriller
Sukkede verden virkelig efter en efterfølger til ’The Accountant’?
Åbenbart.
For efter at have klaret sig overraskende flot ved billetlugerne i 2016 fik den småfjollede actionthriller ekstra liv på leje- og streamingtjenesterne – i en sådan grad, at der her ni år senere lander en toer i biograferne, mens en tredje film allerede er under udvikling.
Instruktør Gavin O’Connor (’Warrior’) og manuskriptforfatter Bill Dubuque (’Ozark’) er igen gået sammen for at bygge videre på fortællingen om Ben Afflecks autistiske antihelt, superrevisor og nærkampspecialist Christian Wolff, der bor i en campingvogn og arbejder freelance som talknuser for verdens største, hvidvaskende skurke.
I første films sidste akt blev han i et (temmelig forudsigeligt) twist genforenet med sin lillebror Braxton (Jon Bernthal), der arbejder som bekymringsfri lejemorder og har det primære karaktertræk, at han konstant spiser søde sager. O’Connor og Dubuque har gjort klogt i at spinne videre på de to kriminelle brødres relation for til gengæld at fokusere lidt mindre på Wolffs autistiske træk.
Affleck og Bernthals kemi som det umage brødrepar er nemlig det klart mest velfungerende og underholdende element i den nye film, der bliver en art buddy cop-komedie – bare på den forkerte side af loven.
Jon Bernthals karakter er en både charmerende, iskold og sårbar energibombe, der konstant skubber til sin introverte og social kejtede bror, som typisk reagerer med et stift pokerfjæs. I en spøjs afstikkerscene på en bar agerer lillebror sågar wingman for ensomme og kærlighedssøgende Christian, der lykkes med at linedance sig akavet i armene på en flirtende fremmed iført cowboyhat.
Det siger meget om selve missionen, som er årsagen til brødrenes genforening, at barscenen faktisk fremstår mere mindeværdig. For filmens drivende hovedplot om menneskehandel og gangstere i Mexico er ganske generisk.
Det starter med drabet på den pensionerede FinCEN-chef Raymond King (J.K. Simmons tilbage på kort visit), der i sin nye bibeskæftigelse som privatdetektiv efterforskede en sag om en forsvunden mexicansk mor. Lige før sin død mødtes han med en mystisk kvinde ved navn Anaïs (Daniella Pineda). Hans arvtager Marybeth Medina (Cynthia Addai-Robinson) søger hjælp hos deres hemmelige samarbejdspartner Christian Wolff til både at opstøve Rays mordere og opklare mysteriet.
Instruktør O’Connor viste i den første revisorfilm, at han har en forkærlighed for at jonglere mange plotspor og bikarakterer. Selvom ’The Accountant 2’ ikke er lige så forvirrende som etteren, gør de mange forskellige ledetråde, der skal samles undervejs, også den nye film ret tung at komme igennem. Det er muligvis også gået ud over filmens hovedskurk, gangsterbossen Burke (Robert Morgan), der er ærgerligt løst opridset.
Til trods for Wolff og Braxtons veloplagte energi går opklaringen langsommeligt frem. Da vi endelig får afsløret Anaïs’ identitet, fremstår twistet i bedste fald kuriøst. Det samme gør Wolffs bagland af autistiske børn på behandlingsstedet Harbor Neuroscience, der kan hacke sig ind i politidatabaser, infrastruktur og privatpersoners webcams.
Wolff kalder dem »mit folk« i et gennemgående forsøg på at vinkle autisme som en superkraft snarere end en lidelse. Dette noble motiv klinger dog en smule hult, når skildringen af personer på spektret er så gimmick-præget som her.
’The Accountant 2’ lægger sig først og fremmest i slipstrømmen af andre dadcore-actionfilm som ’Taken’ og ’The Equalizer’. Relativt lette at fordøje, endnu lettere at glemme igen.
Kort sagt:
Otte år efter ’The Accountant’ er Ben Afflecks autistiske, slagkraftige revisor tilbage. Heldigvis har han taget Jon Bernthal med, for de to skuespilleres kemi er klart mere underholdende end det mysterium, de skal opklare.