‘The Amateur’: Rami Malek er en hævntørstig anti-Bond i underholdende thriller

‘The Amateur’: Rami Malek er en hævntørstig anti-Bond i underholdende thriller
'The Amateur'. (Foto: John Wilson/20th Century Studios)

Mens vi venter på, hvem der bliver den næste James Bond, giver Rami Malek et anderledes bud på en moderne agent i thrilleren ’The Amateur’.

Med en god dosis introvert ’Mr. Robot ’-computernørd spiller han den ultrakloge CIA-kontormus Charlie Heller, hvis kones pludselige drab sender ham på et selvvalgt hævntogt på tværs af Europa.

En tilsyneladende umulig mission, da han ikke har nogen erfaring med at håndtere våben, og hans eget agentur ihærdigt prøver at stoppe ham.

Jagtet af sine tidligere venner og minderne om konen gemmer han sig rundt omkring i mørke gyder og overnatter på en bænk, langt fra tidligere tiders glamourøse skildringer af manden bag fjendens linjer.

Charlie Heller bærer en dybde og en sorg, der giver ham skyklapper på, og selvom byer som Paris, Istanbul og Marseille står tydeligt frem med masser af personlighed, er det ikke en sightseeingtur, vi er på.

Billedsiden bruger ikke krudt på flotte skud af de indbydende storbyer og deres eksotiske særegenheder. Den opholder sig på gadeniveau og kigger hverken efter flotte kvinder eller mænd, som andre internationale men of mystery.

‘The Amateur’. (Foto: John Wilson/20th Century Studios)

Charlie er plaget og kold og nervebrækker sig endda under presset som det ultimative udtryk for, hvor langt han er fra at være en ægte koldblodig morder i Bond- eller Bourne-klassen.

Hans manglende færdigheder med skydevåben tvinger ham til gengæld ud i nogle spektakulære set-piece-mord, der minder om noget, man ser i et cinematic run i ’Hitman’ – og hvor han snarere ligner skurken end helten.

De bad guys, han jagter, forbliver anonyme lejemordertyper og det store drama foregår inde i Heller og internt hos CIA.

Hvor Heller lægger ud som mumlende neurotiker, vokser hans tro på egne evner inden for alternative likvideringsmetoder, og her lykkes det Malek at male hævngerrighedens blodtørst uhyggeligt frem.

Malek omgives af et stjernebesat cast, hvor Rachel Brosnahans sukkersøde kone svæver ind og ud af Charlies hjemsøgte sind, og Laurence Fishburne giver hårdkogt modspil som den erfarne CIA-autoritet, der ender med at jagte Heller gennem gader og stræder. Altid i skræmmende ophøjet ro. Og Jon Bernthal leverer komiske pusterum som den gammeldags seje agent, Heller ser op til.

‘The Amateur’. (Foto: Jonathan Olley/20th Century Studios)

Filmen, som er instruktør James Hawes’ næste skridt efter debuten med BBC-tåreperseren ’One Life’ med Anthony Hopkins, opdaterer 80’er-forlægget af samme navn (i 1981 kom først en bog, som senere samme år blev filmatiseret).

Det forholdsvis ligefremme hævnplot er bevaret, og filmen er underholdende og letfordøjelig. Den byder på klassiske spion-elementer som hvem jager hvem-spil, hvor Heller opererer i skyggernes skygger, uden det sniger sig op på siden af det komplicerede ’Dame, konge, es, spion ’-niveau.

Selvom forlægget er fra koldkrigstiden, føles 2025-fortolkningen umiskendeligt moderne med lyssky grupper af lejesoldater, der benyttes i det skjulte af store statsmagter.

‘The Amateur’. (Foto: John Wilson/20th Century Studios)

De implicerede stormagter og deres politik spiller ikke en udpræget stor rolle, men individets hævnmission ender med at blive en kamp mod hans egen organisation, hvori hovedpersonens egentlige heltestatus mest findes i en form for whistleblowerrolle, han får.

Og det føles meget godt, når filmen stikker tæerne i kritik af lyssky amerikanske metoder til at opnå hemmelige mål i for eksempel CIA, her så kort tid efter den lækkede gruppechat, der afslørede den amerikanske ledelsestop fejre en mission, som kostede civile liv.

Alle de klassiske spionelementer er altså til stede i ’The Amateur’. Fra drabelige nærkampe til spektakulære mord, mystik og eksotiske destinationer leverer den på spændende underholdning, samtidig med at den præsenterer et noget mere kejtet, men samtidig mere realistisk og tidssvarende, bud på en heltefigur.


Kort sagt:
’The Amateur’ er en underholdende thriller, hvor Rami Malek som en slags anti-James Bond kæmper sig gennem Europa på hævntogt med CIA på hælene.

'The Amateur'. Spillefilm. Instrukti0n: James Hawes. Medvirkende: Rami Malek, Rachel Brosnahan, Jon Bernthal, Caitríona Balfi, Julianne Nicholson Laurence Fishburne Spilletid: 123 min. Premiere: I biografen 10. april.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af