I sidste måned vedtog den britiske højesteret en afgørelse, som definerer begreberne ‘kvinde’ og ‘køn’ som biologiske kvinder og biologisk køn.
Den kontroversielle ‘Harry Potter’-forfatter J.K. Rowling, som er kendt for sine markante holdninger til transkvinder, var hurtig til at fejre afgørelsen på sociale medier med et billede af sig selv rygende en cerut. Hendes opslag mødte hård kritik fra blandt andre Pedro Pascal og ‘Bridgerton’-stjernen Nicola Coughlan.
Sidstnævnte er nu blandt mere end 400 britiske filmfolk, der i et åbent brev erklærer deres støtte til transpersoners rettigheder – og opfordrer resten af den britiske film- og tv-branche til at gøre det samme. Det skriver Deadline.
Blandt de mange underskrivere er Pedro Pascals ‘The Last of Us’-kollega Bella Ramsey, ‘Babygirl’-stjernen Harris Dickinson og ‘House of the Dragon’-hovedrollen Emma D’Arcy, foruden Hayley Atwell, James Norton, Joe Alwyn, Olly Alexander og Ken Loach.
Det er desuden værd at bemærke, at de tre ‘Harry Potter’-skuespillere Emma Watson, Eddie Redmayne og Paapa Essiedu har skrevet under. Førstnævnte er selvfølgelig kendt som Hermione Granger, mens Redmayne indtog hovedrollen som Newt Scamander i de tre ‘Fantastiske skabninger’-film. Essiedu skal spille Severus Snape i den kommende ‘Harry Potter’-serie, som Rowling er tæt involveret i.
Det åbne brev udtrykker solidaritet med de transkønnede, nonbinære og interkønnede personer, der er berørt af højesteretsafgørelsen. Man frygter, at den biologiske kønsopdeling vil lede til udelukkelse af transpersoner på tværs af filmbranchen, fra filmsets til biografer. Underskriverne opfordrer derfor organisationer og kulturinstitutioner til at beskytte transpersoner i branchen.
»Vi mener, at afgørelsen underminerer trans-, nonbinære og interkønnede personers levede virkelighed og truer deres sikkerhed i Storbritannien«, står der blandt andet i brevet.
»Film og tv er stærke redskaber til at skabe empati og oplysning, og vi tror inderligt på skærmens evne til at ændre hjerter og sind. Dette er vores mulighed for at stå på den rigtige side af historien«.