Dinosaurerne bliver genfødt i sommerblockbusternes helt store reebot ‘Jurassic World Rebirth’.
Fem år efter ‘Jurassic World Dominion’ kan kun de absolut værste dinosaurere overleve i enkelte, isolerede, ækvatoriale områder med det rigtige klima. Forskere har fundet ud af, at tre af de største dinosaureres dna indeholder et potentielt livreddende stof, og en mission igangsættes.
Det ser vi i traileren til ‘Jurassic World Rebirth’, der netop er landet.
Zora Bennet (Scarlett Johansson) leder missionen med et hold bestående af Duncan Kincaid (Mahershala Ali), Martin Krebs (Rupert Friend), Dr. Henry Loomis (Jonathan Bailey) og Reuben Delgado (Manu Garcia-Rulfo).
Instruktør Gareth Edwards (‘Rogue One: A Star Wars Story’, ‘Godzilla’) er klar til at sparke nyt liv i franchisen, og ‘Rebirth’ er filmet i Thailands jungle på 35 mm-film i forsøg på at opnå samme fantastiske indlevelse som originalen.
I traileren ses også instruktørens visuelle flair, leg med (romer)lys og skygger samt den stærke fornemmelse for dinosaurernes størrelse, hvilket vi også så i Edwards monsterfilm ‘Godzilla’ fra 2014.
De seneste Jurassic World-film har været gigantiske succeser ved billetlugerne, men har fået hårde modtagelser af anmeldere.
‘Jurassic World Rebirth’ kan ses i biograferne fra 3. juli.